Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
I MYNTHUSET. 37
Dage igjennem hans Hoved, at han syntes ligesom at se alt
nærværende, og han faldt ned paa det ene Knæ foran den
døende.
Et Smil saa fuldt af Fryd og Lykke, som et
Menneskeansigt kan udtrykke, lyste fra den tro Tjeners Ansigt.
«Gud velsigne Dem, Hr. Nils», stammede han, «Min Dag
er endt . . . Kong Karl hilser Dem !»
Endnu et dybt Aandedræt, og saa sov den gamle hen
med det fromme Smil paa sine Læber.
Nils Sture forblev i sin knæbøide Stilling, mens Kansleren
læste et Par Bønner, og endnu, da denne gjorde sig
færdig til at gaa, forblev han ubevægelig, saa at Kansleren
maatte gaa frem og, ved at lægge sin Haand paa hans
Skulder, bringe ham til sig selv igjen og føre ham tilbage til det
nærværende.
♦ Et mægtigt Indtryk maa den gamles Død have gjort paa
Dem!» ytrede Kansleren, idet de gik ud af Værelset.
Og saaledes var det virkelig. Synet af den gamle tro
Tjener, Kjendskabet til, hvad han havde været for Kong Karl,
den enkle, ukunstlede Hilsen fra ham og tilslut det
ærefrygtby-dende ved de hundrede Aar, der saa paa ham gjennem disse
Øine, alt dette gjorde et voldsomt Indtryk paa Hr. Nils.
Hvor ringe og ubetydligt end Hundreaaringens Liv havde
været, saa laa det dog som en udstrakt Traad, der forener en længst
svunden Tid med den nærværende, og tusinde Gange tusinde
slige Traade, om end spundne under halvt saa lang en Livstid
som Erlands eller endnu kortere, forener i skiftende
Farvespil bestandig den ene Tidsalder med den anden.
Menneskeheden er som et Træ, fra hvis raslende, løvrige Krone hvert
Øieblik saavel grønne og friske som gule og visne Blade,
det ene efter det andet, lydløst og tyst falder ned, uden at
Kronen derved nogensinde har ophørt at være grøn, selv om
Sorg og Smil, Avvind og Had hviskes deroppe, medens ved
Foden af Træet Livets korte Saga med sine mange og dybe
Lærdomme skrives for hvert Blad, der falder.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
