Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
136
NILS B0880N STURE.
«•Min Dag turde snart komme, Kansler», sagde han, «og
jeg skal vide at indtage min Plads i Kampen.»
Dermed skyndte han sig mod Døren for at fjerne sig.
Men idetsamme blev Døren til Skriverstuen hurtig revet
op, og en Skriver viste sig i næste Øieblik paa Dørtærskelen
til det Værelse, hvor Nils og Kansleren befandt sig. Han
hilste ærbødig Ridderen og sagde i en travl Tone, idet han
vendte sig til sin Herre:
«Den gamle Hovmester ligger for Døden, Herre . . . han
ønsker at tale med Dem, førend han vandrer bort herfra.»
Kansleren var straks færdig til at følge Svenden.
«Det er Gubben Erland, Kong Karls gamle tro Tjener!»
sagde han oplysende til Nils, for at denne skulde faa vide
Aarsagen til, at han saa pludselig maatte fjerne sig.
Men Nils fulgte selv med. Ogsaa denne Gubbe, der
havde gaaet om som en Gjenganger fra en svunden Tid,
var ham kjær, og nu, da saa meget var indtruffet, der havde
vendt ham bort fra Dagens mægtige til den, der engang havde
været Magtens Indehaver, var det næsten en Trang hos ham
til at faa se den gamle tro Tjener.
Da de kom ind i det Værelse, hvor Gubben befandt sig,
saa de ham sidde i en høi Armstol, en Gave af Kongen, som
denne havde sendt ham Ira sit eget Gemak. Han sad
sammensunken med lukkede øine og Hovedet bøiet forover til
Siden, som om han var slumret ind. Men Læberne var
pressede haardt sammen, ligesom naar man vil søge at
undertrykke Smerten.
Kansleren skyndte sig frem og greb Gubbens Haand.
Nils blev staaende midt foran ham.
Et pludselig voldsomt Suk og et hæst, heftigt Aandedræt
gav tilkjende, at Livet endnu ikke var flygtet. Han slog op
øinene, og Blikket faldt paa Nils Sture.
«Hr. Nils!» hviskede han saa sagte og mat, at det neppe
kunde høres.
Men Nils traadte nærmere og greb den fromme Gubbes
Haand, og saa mægtig strømmede Erindringen om svundne
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
