Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
206
NILS BOSSON STURE.
men lade Ret være Ret og Lov være Lov! Men De skal
have Tillid til mig, Hr. Nils, jeg ønsker at regne Dem for
min Ven, fuldstændig lige saa meget som min Broder regner
Dem for sin!»
«•Vil De Sveriges Vel, saa har De min Tillid, Hr. Erik,
ellers ikke!» svarede Nils.
«Deres Haand Ridder!» udbrød Erik ivrig, «vi skal nok
tilsidst blive Venner!»
Nils greb den fremrakte Haand, og saa skiltes de ad.
Den følgende Dag red de ved hinandens Side fra
Rase-borg, og et Par Dage efter befandt de sig ombord, seilende
over den Bottniske Bugt og Ålandshavet til Stockholm.
XIII.
Nils Sture og Erkebispen mødes.
Paa Stockholm Slot sad Erkebisp Jøns. Det var en Dag
i September Maaned 1466, en virkelig Høstdag med Mørke og
Storm. Regnet raslede i smaa, men saa meget mere
stivsindede og forargelige Draaber mod Vinduerne, og alt føltes tungt
og trist.
Erkebispen syntes at være utilgjængelig for alle Indtryk
fra Udenverdenen der, hvor han sad i sin store Armstol foran
det vældige Baal paa Arnen, med det ene Ben kastet over
det andet og et eiendommeligt ubeskriveligt Smil paa sine
Læber. Hans øie fulgte Luernes Leg, medens Pegefingeren
paa hans høire Haand, der laa udstrakt over den kostbare
violette, med Zobel forede Frakke paa hans Knæ, ligesom
bevidstløs førtes frem og tilbage i en Halvkreds.
Hovedudtrykket i det stolte, men mørke og kolde Ansigt, var
Selvtilfredshed, forsaavidt ikke dette ligesom fremtrylledes af Smilet,
bag hvilket der ståk Irem en udfordrende Trods, en Selv-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
