Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
258
NILS BOSSON STURE.
Nede paa Gaarden traf han Faste, der kom han imøde
med glædestraalende øine og fik af Hollinger et kraftigt Slag
paa Skulderen, hvorover han syntes at føie sig meget stolt
«Du skal have Tak!» sagde han, «du har gjort en
Gjerning, som du skal have godt af, saalænge du lever. Var jeg
Herre, saa sikkert som jeg er en simpel Svend, saa skulde
jeg ikke slippe dig, førend du traadte i min Tjeneste.»
«Jeg vil tjene dig endda!» sagde den træge Svend.
Hollinger saa paa ham, og han saa paa Hollinger og
tilføiede:
«Forbliver jeg her, saa slaar de mig sønder og sammen,
hvis de ikke river Hjertet udaf mig levende!»
«Saa følg mig!» sagde Hollinger raskt afgjørende, «det
kunde vel hænde, at du faar Tjeneste hos Hr. Nils Sture, du
ogsaa . . . Hvis ikke, saa vil det nok ingensteds gaa dig
værre end her.»
Og saa gik de sammen bort fra Gaarden. Veien førte
mod Syd, til en Begyndelse langs med den fra Sjøen Muskaren
udstrømmende Hamarstadaa og siden forbi Østmo Kirke.
Her, ved Kirkegaardsmuren, stod en Graabrødremunk.
Hans Hætte var trukket ned over Ørene, og han stod aldeles
ubevægelig med Armene i Kors over Brystet. Hans dybt
indsunkne Øine, der næsten var det eneste, som man kunde
se af hans Ansigt, hvilte med en eiendommelig Glød paa
Landskabet foran ham, som om han der eller kanske i den
tomme Luft havde seet et Syn, som helt og holdent havde
bemægtiget sig hans Sjæl.
Hollinger og hans Ledsager standsede, da de kom hen
til Munken, men han saa hverken dem eller deres ærbødige
Hilsen, han forblev utilgjængelig for alle Indtryk udenfra.
Dette syntes at gjøre Hollinger urolig, og han førte
Haanden indunder Trøien og trak frem Skindpungen, i hvilken
det vigtige Papir forvaredes.
«Fromme Fader?» sagde han ganske sagte, og til hans
Glæde syntes hans Ord at naa Munkens øre.
Hans øie lyste, og hans Læber rørte sig, men saa uhyg-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
