Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
HÆVN.
301
«Rigsforstander*, høi tes da Nils Stures dybe og
klangfulde Stemme, «Rigsforstander er efter min Mening den, der
formaar at bringe Ro og Fred igjen i Riget ved Lovens
Beskyttelse til et lovligt Kongedømme, og dette kan ikke ske mod,
men i den inderligste Forening med Almuen. Og derfor
staar jeg fast ved min Beslutning . . . Og De, Hr. Erik, maa
forene Dem med mig og Almuen, om De saa vil, hvis ikke,
maa De nedlægge Deres Værdighed! Hvad De forøvrigt kaster
mig i Ansigt om Engelbrekt, saa vil jeg sige høit for enhver,
at jeg betragter det som min høieste Ære, om jeg i nogen
Mon formaar at ligne ham!»
Nu traadte en ung Ridder frem. Han var noget fedladen,
men med et frit og aabent Ansigt, i hvis store, lynende øine
Mod og Livslyst glødede. Han bar en lyseblaa Fløielsdragt,
hvorpaa Vasavaabenet var broderet i Sølv, og Sværdet hang
ved et med gyldne Stene prydet sort Bælte om Livet. Han
syntes at betragte med et vist Velbehag den høie Ridder, der
foran Rigsforstanderen og Rigets mægtige vovede at udtale de
ædle Ord, men ikke anderledes, end som om han havde havt
Lyst til at byde ham en Tvekamp paa Liv og Død.
Det var unge Hr. Erik Karlsson (Vasa), Biskop Kettils
Broder og den ædle Hr. Karl Kristerssons Søn, den gamle
Drosts Sønnesøn. Han hørte ved hele sin Slægts Stilling og
Maal og ved arvede Anskuelser og saa at sige ved
Overbevisning til Unions- eller Danskmændene og maatte fremforalt
optræde mod dem, der førte Almuens Tale, da denne stred
bestemt og afgjort mod det, der til alle Tider havde særmærket
hans Ættemænd. Dog laa der tillige et vist Træk af
Letsindighed, al en aaben og frisk Munterhed, af Spøgefuldhed, om
vi saa faar sige, udbredt over hans Ansigt. Han syntes
egentlig ikke at være synderlig tilbøielig til at tænke stort over
hverken det ene eller andet, men at tage Tingene som de var
og slaa til med Kraft, hvor det behøvedes, men altid ligesom
mere for Spøg end for Alvor, selv om det gjaldt de
alvorligste Sager.
«Det glæder mig at have lært Dem at kjende, Hr. Nils»,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
