Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
FORSONINGEN".
459
♦Før den stakkels Gut til mig!» raabte han til dem.
«Men skræm ikke Livet af Halsen paa ham!»
Tvende rapfodede Svende skyndte sig afsted, og efter en
god Stunds Jagt lykkedes det dem at naa den fuldstændig
udmattede Smaasvend, der, efterat have udviklet en uventet
Styrke og Udholdenhed, tilslut snublede over en Sten og mere
død end levende førtes frem til Nils.
♦ Guds Død!» udbrød denne, da han nærmere havde
betragtet Ynglingens fine og blændende skjønne Træk, hvad
er dette?»
«Noget Troldtøi er det, Herre!» gjenmælte den ene af
Svendene og gjorde Korsets Tegn. «Saaledes kan ikke et
synligt Menneske flyve afsted over Stok og Sten ... og
ned til Elven vilde han ... En Sten om Halsen, Herre, og
vi sender ham derhen, hvorfra han er kommen!»
Nils hørte ikke paa, hvad den overtroiske Svend havde
at meddele, ikke heller tænkte han paa alt det Folkesnak, der
vilde blive Følgen af hans Omsorg for Havmanden. Thi en
Havmand, der havde forvildet sig paa Land, var og blev
den skjønne Yngling; den Tro kunde nu ikke rokkes.
♦ Lad mig faa Gutten», sagde han. ♦Jeg kjender ham,
han er i Hr. Erik Axelssons Tjeneste og har siddet fangen
her hos Hr. David Bengtsson . . . Undersøg Slottet, det turde
hænde, at der findes flere endnu!»
Svendene rystede bekymret paa Hovedet, men de adlød
dog sin Herres Befaling og fjernede sig. Men Nils greb
Ynglingens Haand, der han laa paa en Tue foran hans Fødder,
og Haanden var saa fin og hvid, at det noksom vistes, at
den aldrig havde haandteret Sværd og Bue.
•Ingeborg!» hviskede han ganske lavt og bøiede sig over
det blege Ansigt.
Som Duen i den vilde Skov, naar Jægerens Pil har
truf-let dens Mage, og den længe forgjæves har søgt efter den
overalt, hvor de sammen har tilbragt sin korte Kjærligheds
Sommer, pludselig farer op og spiler sine Vinger til Flugt,
naar den hører den mindste Lyd, der minder om den for-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
