Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
460
NILS BOSSON STURE.!
svundne, færdig til atter at begynde sin Omflakken,—
saaledes vaagnede Svenden, da Navnet Ingeborg blev nævnt.
«Ingeborg! ’Jngeborg!» gjentog Nils, og han smilte mod
hende saa vemodsfuldt, da hun slog op sine øine.
Men disse øine forstod ikke Ridderens Mening. Det var
vel Ingeborg, men hun var mere ligt et Væsen, der ikke
tilhørte denne Verden. De skjønne Øine stirrede vildt fremfor
sig, og hun vred sine Hænder i krampagtig Fortvivlelse.
«Ve, ve!» skreg hun, «Jomfru Soløie ser dig, feige
Morder!»
Og hun styrtede op, spænstig og muskelstærk, umulig at
styre. Men Ridderen greb ganske sagte hendes Haand.
«Hellige Guds Moder! . . . kjender du mig ikke,
Ingeborg?» hviskede han. «Ser du ikke, at en fuldtro Ven staar
frem for dig? . . . Sig mig, sig mig blot, hvilken forfærdelig
Ulykke, der her maa være hændt, og du skal se, om ikke
Guds Magt er større^end Menneskers Ondskab!»
Det var, som om det vilde og haarde for et øieblik
forsvandt. En Febergysen rystede den arme Pige, hun skjulte
sit Ansigt i sine Hænder og hulkede høit. Forstandens Lys
vilde dog ikke vende tilbage. De fine Traade syntes at være
blevne spændte for haardt.
«Jomfru Soløie sidder i Himlen», sagde hun. «Himlens
blaa er hendes Øie, hun ser med alle Himlens Stjerner og
hun græder . . . græder til Dommedag over alt det onde,
som sukker dernede i Jordens Nat ...»
«Græd, græd, arme Barn», vedblev Nils og bøiede
hendes Hoved mod sit Bryst, «det letter Hjertet ... Du har
Ret, vi maa med god Grund sørge over alt det Onde, som
findes i denne Verden . . . Men Nat og Dag vexler . . .
Dagen skal oprinde, Ingeborg, den skal komme ...»
Han førte, mens han talte, den ulykkelige med sig bort
fra Borgen, og hun lod ham lede sig, som om han havde
været hendes Fader og hun hans Barn. Og saa nærmede
de sig Leiren. Det var dog ingen let Sag for Nils at føre
hende frem gjennem Svendehobene, men saa kom Erik imod
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
