Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
I DRN BLEGE DØD.
505
Randen af en blomstergrøn Eng sin egen Ridder staa i den
fulde Glans af ungdommelig Friskhed, vinkende hende til sig
med smilende Læber og hviskende hendes Navn.
«Her skal vort Blyllup staa!» syntes hun at høre ham
sige, og Sommervinden for henover Blomsterne, og Havet
kastede lange, længtende Arme mod Strand, alt smilede mod
hende, alt var Fred og Liflighed.
Alle de Gange, Skjæbnen havde ført dem sammen, alle
■de Ord, de havde vexlet med hinanden, det jomfruelige Hjertes
Sorg over at have stødt ifra sig sin Lykke og Visheden om
nu at have fundet den igjen, — alt flød sammen i en
uudsigelig Lyksalighed. Men den Streng, hvis Skjælven
frembragte hele dette glitrende Tankefoster, var en eneste, enkel
letfunden en og laa nu saa fuldstændig tydelig og lød saa
fuldtonende, skjønt lange Mellemrum laa mellem de
Fingergreb, der havde bragt den til fat vibrere. Pantelegen i
Ny-køping-Bryluppet, Jomfru Solfager, Smykket med Blomstens
Billede, der for hende var bleven saa dyrebart efter
Sammentræffet med Ridderen i Västerås, og de Ord, som han der lod
falde om det, at hun havde skrinlagt det og blot i Hjertets
Høitidsstunder tog det frem og betragtede det, saaledes som
man betragter et undergjørende Helgenbillede, — det var de
Skjæbnens Vingeslag, der nu, samlede i ét, bragte hende denne
Trylleverden af overstandne Lidelsers Løn.
«Nu skal Jomfru Solfagers Smykke blive min
Hjelmprydelse!» — hørte hun Ridderen sige, og hun for med
Haanden op til Halsen, som om hun vilde gribe den Kjæde, til
hvilken Guldprydelsen med den lille Blomst var fæstet.
Men Haanden fandt ikke, hvad den søgte, og faldt
afmægtig ned ved Siden, standsende ved den lille perlebesatte
Væske, der ståk frem under Smaasvendetrøien, og hvori hun
havde baaret og endnu bar den Guldkjæde, som hun fandt i
det underjordiske Fængsel paa Stockholms Slot. Hun havde
under de foregaaende Dages Uro og den overvældende Sorg,
som Opdagelsen af Ridderens virkelige Kjærlighed havde vakt
hos hende, saagodtsom glemt bort det dyrebare Smykke, og
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
