Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
DB TVBNDB BJØRNELABBER.
549
hele Beskaffenhed af det Billede, der mødte Stens øie, en saa
fuldstændig Bekræftelse paa Sigges Fremstilling af Forholdet,
at en hel Vinterkulde steg op i hans Hjerte og bragte al Lyst
til at ile hen til Vennens Bryst til at stivne og fryse bort.
Nils kunde ikke skjule sin Bevægelse. Han løb frem med
aabne Arme, som om han ganske glemte Kongens
Nærværelse. Det gjorde dog ikke Sten. Han gik forbi Nils hen til
Kongen og greb dennes fremrakte Haand. Dette var nu
ganske i sin Orden, men endnu en Gang, da Kongen tilbørlig
var bleven hilset, traadte Nils lrem, som om han havde havt
til Hensigt at trykke den kjære Ven til sit Bryst, men Sten
rakte blot frem sin Haand. Det var dog noget baade stivt
og heftigt i denne Bevægelse; Nils mærkede, hvorledes
Haanden skalv ligesom af en Nerverystelse, da han trykkede den
i sin, og han kastede et forbauset og spørgende Blik paa
Sten.
Det var imidlertid nu engang saaledes, at Sten saa og
hørte alt, der udgik fra Nils, i et Halvmørke. Han stod midt
imellem den sorte Nat og den lyse Dag, og hans Forstand
opfordrede ham til at tro paa den første, medens Hjertet med
Magt blev trukket til den sidste. Det havde uden Tvivl været
godt, om han havde fortsat i den Retning, hans Forstand
tvang ham til at slaa ind paa ved hans første Optræden; thi
deraf vilde Følgen være bleven en Forklaring, der ganske vist
vilde have ledet til en fuldstændig Forsoning. Men nu lod
han, som han troede, Klogskaben raade, og det lykkedes ham
virkelig lidt efter lidt at lægge saa meget af den gamle
Fortrolighed i sit Væsen overfor Nils, at Spørgsmaalet paa dennes
Læber dunstede bort, og han betragtede det besynderlige i
Vennens Opførsel som en naturlig Følge af hans langvarige
Sygdom og den Ensomhed, hvori han imens havde været
hensat. Om der end var meget, som ikke heri kunde faa sin
Forklaring, saa var der endnu en Omstændighed, som for
Nils Sture var fuldt tilstrækkelig til at opveie, hvad der
stod uopklaret, — det var Ridderens Kjærlighed. Og hvem
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
