Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
„KONGEN HAN FØRER JOMFRU 80LFACER HJEM.’
535
mistænksom, ’der kan gives flere end en, der bærer det
Navn.»
«Saavidt jeg véd, var der dog blot én, hvem
Ungersvendene gav dette Navn i min Datters Bryllup i Nykøping!»
«Ingeborg!» udbrød Sten, og den stærke Mand skjalv,
som om en Febergysen havde rystet hans Legeme. Saa
pludselig blev Forhænget til hans Lykkes Helligdom trukket tilside.
Kongen nikkede venlig.
«Ja, ja», sagde han, «Ingeborg Åkesdatter, hun er ingen
anden! . . . Ak, du véd ikke, hvilke Sorger det arme Barn
har maattet udstaa for din Skyld!»
Han trak Ridderen med sig ind i den store
Vindusfor-dybning tætved Døren, og her fortalte han Ingeborgs Historie,
saaledes som han kjendte den gjennem Hr. Erik Axelsson,
hvem han tillige havde lovet at have et øie med den arme
Mø. Han vidste ogsaa mere om denne Sag, end hvad Hr.
Erik kunde have Rede paa; thi han havde nu af Jomfruen
selv faaet høre den hele Historie om alt, hvad der hændte
i den lille Stue i Vårdsætraskoven efter Slaget ved Uppsala.
Kongen havde ogsaå, sit Løfte tro, indimellem besøgt Lagnø,
hvorhen Ingeborg var bleven ført fra Västerås, og havde
ogsaa nu, inden han atter reiste fra Tynnelsø og Strængnæs,
ladet sig sætte over til Aspølandet. Ingen paa Lagnø vidste,
at han havde været der, med Undtagelse af Gaardsfogden og
gamle Maren, og indhyllet som han altid var i en vid Kappe,
naar han gjorde disse Besøg, kunde ingen vide, at det var
Kongen. Hr. Erik, der ikke havde villet, at den forfærdelige
Ulykke, der var hændt hans Broderdatter, skulde blive bekjendt,
havde været i Uvished om, enten han skulde sætte hendeAi
Kloster eller lade hende trække sig tilbage fra Verden til den
afsidesliggende Gaard, men han bestemte sig for det sidste,
da han fandt, at endnu ikke alt Haab om, at Ingeborg kunde
gjenvinde sin Hilse, var ude.
Hendes Sygdom var ogsaa gaaet over til et stille
Tungsind, hvorunder hun stadig førte Jomfru Soløies Navn paa
paa sine Læber og stundom ogsaa kunde synge et og andet
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
