Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
NILS BOSSON STURE.
Vers af Visen om Jomfru Solfager. Men ingen anden end
Gaardsfogden og Maren fik Adgang til hende, og det var
blot i lyse og vakre Sommernætter, hun fik gaa ud og forlyste
sig i Skoven eller ved Stranden. Saa yderlig bange var hun
for den mindste Larm, og tillige saa utrolig smidig og stærk,
at hun med en forbausende Hurtighed var istand til at fjerne
sig og forsvinde, saasnart noget mistænkeligt viste sig for
hendes Blik eller erfaredes at hendes Øre. Dette var
naturligvis en Følge af den Skræk, hun havde faaet saavel hos
den onde [Morder i Vårdsætraskoven som paa Salesta Borg,
men var tillige for hendes Vogtere en Betryggelse for hendes
skjulte Stilling overfor Verden. En saadan Forunderlig
Kundskab om alle de mest utilgjængelige Steder i Trakten, hvor
hun havde Frihed til at gaa omkring, tilegnede hun sig ogsaa,
saa at der fandtes ikke det Menneske skabt, der kunde finde
hende, naar hun fandt forgodt at gjemme sig.
«Underlige er Herrens Veie», tilføiede Kongen, mens Hr.
Sten i den største sjælelige Spænding hørte paa hans
Fortælling, «underlige er Herrens Veie, men netop det, der for
Menneskenes øine var selve Kjendemærket paa hendes Sygdom,
jeg mener hendes Grublen over Visen om Jomfru Solfager,
hvis Slutning hun aldrig kunde finde, eller satte der, hvor
den netop vilde nagle hendes Hjerte fast til Ligkisten, nemfig
der, hvor det tales om, at man satte Jomfruen i den sorte
Jord . . . netop denne Vise blev hendes Redning. Jeg mener,
at du selv, kjære Søn, bedre end jeg kan fortælle om den
Sag, hvorledes hun fik Visen i sine Hænder; thi hun selv
føler sig forvisset om, at det er du, som har givet hende den;
naar hun nu kom imod mig med straalende Øine og hilste
mig sæl og lykkelig, da jeg nu sidst for et Par Dage siden
var paa Lagnø, saa havde jeg visselig ikke ventet at finde
hende gjengivet os og dig . . . Men det var hun!»
Kongen smilte, da han ytrede det sidste og tog Ridderen
med sig ind i Fruesalen.
Derinde sad Fru Brita Stensdatter og saa med en Mine
af moderlig Stolthed nedover Salen, hvor hendes Søn skred
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
