Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
602
NILS BOSSON 8TURE.
tydeligt Kongen gjentage Stykker af Engelbrektsvisen. Kongen
mærkede øiensynlig Ridderens Bevægelse; thi han foldede
umiddelbart derpaa sine Hænder og sagde med høi Røst;
Gud, som veier med retfærdig Vægt,
han giver dog Naade omsider!
Derefter holdt han længe Blikket fæstet paa Sten Sture.
Saa gav han Tegn til, at han vilde løftes op, og de to
geistlige reiste ham op i siddende Stilling. Man saa, hvor meget
det kostede Kongen at holde sig oppe, men ogsaa, hvor han
anstrængte sig, og det vakte alles Forundring, at saa megen
Kraft endnu fandtes i Støvhytten.
Med en Høitidelighed, der lagde for Dagen det dybeste
Alvor, greb saa Kongen Ridderens Haand.
«Dig, Sten», sagde han, «dig og Nils Sture anbetror jeg
Riget, og jeg vandrer bort i den faste Tro, at I trolig vil staa
sammen og mandig værge vort Fædreland. Til den Ende
overlader jeg dig Stockholms, Åbos og ørebros Slot med alle
de Landskaber og Byer, som jeg har havt i mit eget Værge!
— Men et Raad vil jeg give ... det er mit ypperste
Testamente: stræb aldrig efter Kongenavnet . . . først med det
brast Karl Knutssons Lykke!»
Han foldede derpaa sine Hænder og tilføiede:
«Guds Fader, Guds Søn og den Helligaand beskytte og
styre Sveriges Land!»
Derpaa sank Hovedet afmægtigt til Siden, og Prælaterne
sænkede Kongen sagte ned mod Puderne Alle ventede, at
Kongen hvert øieblik skulde opgive sin Aand, og Hr. Sten
bøiede sig atter ned for at lytte, om Kongen endnu aandede.
Saa stod han længe, og han’ mærkede ikke, at et Par Kjæder
af det kostbare Halsbaand, som han altid bar paa sig, imens
kom til at stikke frem, førend Kongens skjælvende Haand
pludselig greb om Smykket.
Hans Blik var dog allerede omtaaget af Dødsøieblikkets
Skumring. Han kunde ikke skjelne mere end Glansen af en
Ædelsten, som hans Haand havde grebet Tag i, men denne
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
