Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
.kongen han kør sr jomfru solfager hjem."
601
efter den anden, og lagde dem paa Hjerte mangt et fromt og
godt Ord om Sveriges Vel og den Enighed, han ønskede
maatte findes, men som saa ofte brast hos Sveriges Mænd.
Tilsidst vendte han sig atter til Hr. Sten.
«Mellem dig og mig faldt aldrig en Skygge af Kulde . . .
saa langt jeg lader Tanken gaa tilbage, ser jeg dig staa fast
ved min Side, saavel naar Kongekronens friske Glans
om-straalede mit Hoved, som da dens Glans fordunkledes og
forsvandt, og Halvmørket kom, da Erkebispestaven straktes
udover Sveriges Land . . . hav redelig Tak derfor, Sten . . .
og frembær min sidste Hilsen til Nils Sture, og bed ham, bed
ham tilgive mig ... ak, du véd ikke du, hvad der har ligget
imellem mig og ham! . . . Han staar der i Helgenglans for
mit bristende øie, mens jeg staar i Mørket . . . bed for mig,
alle I, som har et Hjerte for Mandens Nød og Mandens
Kamp!»
Atter blev Kongen taus og lukkede sine Øine.
Kanhænde blændedes Blikket af det Lys, som nu ved Livets
Grændse strømmede ham imøde fra den lange Række af
Billeder, der rulledes op for ham, og hvis Indhold han aldrig
havde seet saa klart som nu. De stod der, ikke som
kolde, blodløse Skygger, alle disse, der havde vandret sin Vei
gjennem Livet ved hans Side mod eller med ham; nei, de
traadte frem som levende Væsener, og hans Hukommelse strak
til for alle, skjønt hans Tunge ikke formaaede at udtale alt,
hvad han saa og følte. Engelbrekt, Erik Puke, Broder
Svensson, den gamle Drost Krister Nilsson og Erkebisp Jøns
Bengtsson, Biskop Tomas, — alle var de der, og forrest i den store
Ring listede den lyse Skikkelse af hans uforglemmelige
Dronning Karin sig ind til ham. Anklagende stod de der vistnok,
men tillige ogsaa bedende og forsonende. De var ligesom
Lodderne paa en Vægtskaal, for hvis Tunges Slag den evige
Tilværelses Skjæbne snart skulde afgjøres.
Hans Læber bevægede sig langsomt, som om han havde
talt, skjønt ingen kunde høre Ordene. Men da Kongen
lortsatte paa denne Maade, bøiede Hr. Sten sig ned og hørte da
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
