Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
i st. katharinas klosterkirke.
611
Sværdet for min egen Skyld,- saavist kommer det aldrig til at
ske herefter, saa høre mig Gud og St. Erik Konge!»
• Gud og St. Erik beskytte Dem, Hr. Nils!» stammede
den bevægede Gubbe og tog et Skridt hen mod Nils, der greb
hans Haand, som han trykkede varmt. • Gud beskytte Dem ...
men jeg siger dog og staar fast ved, at heldigere var det for
Sveriges Land, om dets Skjæbne lededes af Deres Hænder.»
• Af mig, Fader Bengt?» atbrød Nils og tilføiede med et
vemodigt Smil: «Gud selv leder Sveriges Skjæbne, han og
ingen anden!»
Men medens Ridderen udkjæmpede sin ædle Kamp i sit
Indre, og medens alle Hjerter strømmede imod ham og
ligesom fortonede sig og gik op i den hellige Følelse af Opofrelse
for Fædrelandet, der stod legemliggjort i den høie Ridderskikkelse
og straalede med en Glorie af ærefrygtbydende Magt fra hans
mandige Træk, — listede mørke Skikkelser med lydløse Skridt
sig langs Kirkens Vægge hen til St. Katharinas Kor.
Solen var gaaet ned, og en svag Skumring raadede.
Inde i Klosterkirken, hvis dybe og smaa farvede Vinduer,
hvordan det end var ude, kun gav et sparsomt Lys, var det
aldeles mørkt med Undtagelse af det Sted, hvor Kisten med
den gamle Ridders Lig stod, og en liden Kreds omkring
samme, saa langt, at Mændene befandt sig indenfor det
Omraade, der belystes af Voxlysene. Forøvrigt var der lutter
Halvmørke, og bag de vældige Søiler, der delte Kirken i
tvende Skibe, kunde meget let nysgjerrige Munke liste sig
lige nen til Lysranden uden at mærkes.
Men pludselig hørte man nogen aabne den store Kirkedør
og med Heftighed løbe op gjennem Midtskibet. Det var netop,
idet Ridderen havde udtalt de sidste Ord. Alle vendte sig nu
mod Døren, og man saa en ung Bondegut styrte frem. Hans
Ansigt var blegt, og en forfærdelig Rædsel stod malet i hans
forskræmte Træk. Han kunde neppe trække Veiret, men det
lykkedes ham dog at udstøde:
«Hr. Nils Sture ... er De Hr. Nils?»
«Jeg er det», svarede denne og saa forundret paa
Ynglingen, idet han tilføiede med Venlighed: «hvad vil du mig?»
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
