Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
i st. katharinas klosterkirke.
613
jeg nævnte intet derom, og De har draget foran med Fru Brita,
saa at De har ikke mærket hans Fraværelse, og saa tænkte
jeg, at Sagen vel kunde ordnes ved hans Tilbagekomst ...»
«Saasandt jeg lever, her er Ugler i Mosen!» udbrød
Hollinger. «Min stakkels Faste saa dem allerede paa lang Afstand.
Men De har ham at takke for, at De har undsluppet
en stor Fare, Hr. Nils, derpaa er jeg saa sikker, at jeg skal
vove mit røde Blod . . . Om Natten i ørebro kom Faste og
hviskede: ,tror du ondt om mig?’ — jeg lo og skøv ham fra
mig. Men han hviskede atter: ,du, Hollinger, og Hr. Nils I
har gjort godt imod mig, jeg vil gjøre eder lige saa meget godt
igjen!’ — Det sagde han, og siden saa jeg ham ikke ... Nu er
det mit Raad, at vi maa være paa vort Vagt! Thi visselig er
her Fare paa Færde, og Faste har gaaet i Døden for Dem ...»
«Sig fort Svend, hvad du har at sige!» vendte Nils sig
nu til Gutten, og denne fortsatte:
«Det var idag Morges, at en Skare af Kongens Svende
kom ridende frem til Bjurum, hvor de steg af paa Gaarden.
Jeg stod og hug Ved, og en af dem kom hen til mig og spurgte,
om Hr. Nils var paa Gaarden. Nei svarede jeg, og Svenden
gik saa hen til de andre og talte med dem, og jeg hørte
dem siden sige til hverandre, at de vilde nok faa Besked,
naar Sigge kom. Jeg gjorde mig dristig og spurgte, hvad
deres Ærinde var, men fik intet Svar, og siden gik jeg og
grublede over, hvad Ærinde de vel kunde have. Men da ingen
Sigge kom, saa tænkte jeg, dreven af en indre Uro, du kan
jo gaa henad Veien; thi de kom fra Gudhem og havde
saaledes taget Veien østenfor Hornborgasjøen ...»
I Nils Stures Ansigt viste sig alle Tegn paa
Utaalmodighed over den Omstændelighed, hvormed Gutten afgav sin
Beretning, men han vidste mer end godt, hvor umulig det vilde
være at bevæge Fortælleren til at afstaa derfra, og saa lagde
han Baand paa sig og lod ham fortsætte.
«Idet jeg saaledes gik henad Veien», fortsatte Gutten, «saa
fik jeg se en Skare Stimænd, de havde længe holdt til paa
Tive-den efter den sidste Herrestrid og foran dem red trende Mænd,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
