Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
46
fandt os paa 12° 18’ n. b., blev vi overfaldt av en ny storm, der
med samme voldsomhet som den forrige drev os vestover og forte
os saa avsides fra al menneskelig færdsel, at seiv om vi alle var
blit spart for doden i bolgerne, var vi snarere kommet i fare for
at bli ætt op av de vilde end naadd tilbake til vort hjem.
I denne nod, mens vinden endnu blæste meget stiv, ropte
pludselig tidlig en morgen en av vore folk: «Land!» Og neppe
var vi styrtet ut av kahytten i haab om at faa se hvor vi var,
for skibet stotte mot en sandbanke, og da dets bevægelse i samme
oieblik blev stanset, slog sjoene over den saa voldsomt, at vi
trodde vi alle skulde forgaa med det samme, og vi blev straks
jaget ind i vore avlukker for at søke ly mot de fraadende styrt
sjoer.
Den som ikke har været i en lignende stilling, ham kan man
vanskelig skildre eller anskueliggjore menneskenes forvirring un
der saadanne omstændigheter. Vi visste slet ikke hvor vi befandt
os, eller hvilket land vi var drevet ind paa, om det var <# eller
fastland, bebodd eller übebodd, og da stormen endnu blev ved at
rase sterkt, om end mindre voldsomt end for, saa kunde vi ikke
engang gjore regning paa at skibet skulde kunne holde sig endnu
en kort tid over vandet uten at gaa i knas, ifald vinden ikke som
ved et under vendte sig. Saa sat vi da og saa paa hverandre og
ventet doden hvert oieblik, og enhver bar sig ad som om han
gjorde sig rede til at gaa over til en anden verden, for i denne
verden var der litet eller intet mere at gjore for os. Det eneste vi
endnu hadde at troste os med, var at skibet mot vor forventning
endnu ikke gik i knas, og at stormen efter kapteinens paastand
tok til at gi sig litt.
Men om vi end fandt at vinden sagtnet noget, saa var vi dog
i sandhet, da skibet stod paa sandbanken, og altfor fast til at vi
kunde vente at det skulde komme los, i en skrækkelig stilling,
og hadde intet andet at gjore end at tænke paa hvorledes vi paa
bedste maate kunde berge livet. For stormen rok op, hadde vi
en baat i agterenden av skibet; men forst blev der slaat hui i den
ved at den blev kastet mot skibsroret, og siden blev den revetlos,
og var enten sunket eller drevet ut til havs, saa den hadde vi ikke
at ty til. Rigtignok hadde vi en anden baat ombord, men det
var tvilsomt om vi kunde faa den paa vandet. Imidlertid var der
ingen leilighet til betænkninger, for vi trodde hvert oieblik at
skibet skulde gaa i knas; nogen paastod ogsaa at det alt hadde
fa at en revne.
I denne nod tok styrmanden fat paa baaten, og fik den ved
det ovrige mandskaps hjælp lettet overbord. Da vi alle var kom
met ned i den, stotte vi fra og overgav os, tolv i tallet til Guds
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
