Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
136
atter et advarende eksempel for alle übesindige og uvidende sjø
mænd. Ti neppe var jeg kommet til odden, hvor jeg knapt var
en baatslængde fra stranden, for jeg allerede befandt mig paa
meget dypt vand og i en strom som i en mollerende; denne drev
mig nu avstod med saadan magt at jeg neppe kunde holde mig i
kanten av den; men samtidig merket jeg at den drev mig længer og
længer bort fra hvirvelen, som jeg hadde til venstre. Der rorte sig
ikke en luftning til min hjælp, og alt det jeg strævde med aarerne
nyttet ingenting, saa jeg maatte rent gi tapt. Ti da strommen
lop paa begge sider av oen, saa maatte begge armene efter mit
-skjøn forene sig nogen mil længer ute, og da var jeg uten red
ning fortapt, men saa dog heller ikke nogen mulighet for at und
gaa det, saa jeg hadde bare den ene utsigt for mig, at omkomme,
-og det ikke som et bytte for sjoen, ti den var jo noksaa rolig,
men for suiten. Rigtignok hadde jeg fundet en skildpadde pa"a
stranden, saa tung at jeg knapt kunde lofte den, og kastet den
ind i baaten, og jeg hadde ogsaa en krukke friskt vand, nemlig
et av mine lerkar fuldt, men hvad vilde det si like overfor den
mulighet at bli drevet ut paa det uhyre ocean, hvor der visst ikke
gaves nogen kyst, eller o, eller fastland for i en avstand av mindst
tusend mil?
Nu indsaa jeg hvor let forsynet kan gjøre den ynkværdigste
stilling hvori et menneske befinder sig, endnu værre. Nu saa jeg
tilbake til min ode, ensomme o som til det behageligste sted i
verden, og al den lykke jeg kunde onske mig i verden, bestod kun
i at være der igjen. I heftig længsel strakte jeg mine armer ut
imot den. 0 du ulykkelige ensomme ø, skal jeg aldrig mere se
dig igjen? Hvor skal jeg ulykkelige skapning nu komme hen?
Nu bebreidet jeg mig seiv min utaknemmelige tænkemaate, og
at jeg hadde knurret over min ensomhet paa oen og hvad vilde
jeg nu ikke ha git for at være i land igjen! Saaledes erkjender vi
aldrig vor sande stilling, før den blir os indlysende ved sin mot
sætning, og forstaar ikke at paaskjønne hvad vi har før vi har
mistet det, Man kan neppe førestille sig min forfærdelse da jeg
allerede saa mig drevet to mil ut paa havet bort fra min kjære ø
— ti det syntes den mig nu at være — og uten haab om at naa den
igjen. Men jeg arbeidet med største anstrengelse, ja næsten over
mine kræfter, og holdt baaten saa meget som mulig nordover,
d. v. s. mot den side av strømmen som grænset til hvirvelen, ind
til jeg endelig henimot middagstid, da solen gik gjennem meri
dianen, syntes at kjende paa mit ansigt en svak bris som sprang
op fra sydøst. Det gjorde straks mit hjerte en smule lettere, og
endnu mere da der i den følgende halvtime hævet sig en temmelig
stiv kuling. Paa denne tid var jeg alt kommet et uhyggelig langt
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
