Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
o o
paa sit jomfrubur, og hendes terner vilde ikke forlade hende, men fulgte
frivillig i døden. Da Hagbart saa luen. fyldtes han af glæde. Han bad
bødlerne skynde sig, og saa sa han: Lykkelig er jeg, som ikke gaar alene
til guderne, hele jorden skal mindes vor kjærlighed og troskab,» og han gik
jublende i døden.
Hvad kan vi lære om vore ftedre af sagnet om Hagbart?
Vore fædres gamle tro.
I de (eldste tider had vistnok hver slegt til sin afdøde
stamfars aand i gravhaugen. Endvidere bad de til de
naturkræfter, som de var rædde for. Naturkræfterne tænkte de
sig i menneskeskikkelse. Stormens sus gjennem skogene var
en usynlig, men frygtelig gud, Oden, og tordenveirets gud var
hans søn, den sterke Tor. I fjelde og bakker bodde jaatner
(bergtrold), dverger osv. Denne tro var fælles for alle de
germanske folk.
Under vikinqetoqene til de britiske øer og Frankrige lik
vore fædre høre fortællingerne om Kristus og helgenerne samt
om de gamle græsk-romerske og om de keltiske guder, og
derfra tog de nu mange træk til sin gudetro. De tænkte sig
herefter guderne som en høvding, Oden, med sit krigerfølge, 12
æser og 12 aasynjer ialt, samt alle berømte faldne krigere.
Æserne bodde i Aasgaard og hjalp dem, som bad til dem. De
leved i stadig krig med de onde guder, jaatnerne, som bodde i
Jaatunheim. Først ved verdens ende skal jaatnerne bli
o verv li ndet.
Efter hvert som vikingerne lik bedre kjendskab til de
sydligere folks tro, tabte de tilliden til æserne, og mange
trodde nu mest paa sig selv eller paa sin skjæbne. Derfor staar
der i Haavamaal: «Ingen dør, før tiden er kommet.
Menneskets lagnad er forud bestemt, og selv guderne kan ikke
forandre den. Men om levetiden skal bli ærerig, raar man selv
/o/*.» Et berømmeligt eftermæle blev derfor livets eneste maal,
og den nordiske viking kunde gaa med sang selv ind i døden.
Oden: aande. — Æser: støtter, aandevæsener, guder. Fra først af var man
rædde for æserne; men efter hvert begyndte man at re^ne dem for sine
venner og hjælpere mod jaatner og bergtrold, som siden betegned de onde
naturmagter. - Eftermæle: folkets omtale af én efter hans død.
2 — Lødøen Det norske folks historie. I.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
