Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
26
Baand, uden Forpligtelse til den Mand, hvem hun har givet sit
Løfte, uden Forpligtelse til de Børn, hun har født til Verden
— saaledes vil Hustruen fra Begyndelsen til Enden staa i det
moderne Egteskab. Ikke i Husets Inderste, som Prestinde ved
Husets Arne og Alter, skal hendes Plads for Fremtiden være.
Ved Udgangsdøren, altid reisefærdig, med Vadsækken i sin
Haand, har den moderne, emanciperede Kvinde taget sin Plads.
Reisevadsækken — og ikke som før Troskabsringen, vil blive
Symbolet for hendes Stilling i Egteskabet.» En slik hustru føler
ikke forpliktelser overfor Guddommen eller overfor samfundet.
Hun er uten tro på et evig liv, anerkjenner ikke sedelige mak-
ter, sedelige institusjoner.
Også «Gengangere» (1881) er et kvinnedrama. Hovedper-
sonen, fru Helene Alving, er den heroisk sterke, som har kraft
og mot til å frigjøre sig. I sin ungdom flykter hun fra sin rygges-
løse ektemann for å redde sig selv ut av et uverdig forhold.
Men samfundet i skikkelse av hennes ungdomsvenn, pastor Man-
ders, viser henne hjem med strenge ord. Det var hennes plikt
å holde fast ved den mann hun engang hadde valgt, og som
hun var knyttet til ved «hellige bånd». For en hustru var ikke
satt til å være «sin husbonds dommer». Med sympati følger
her dikteren en kvinne som vil bryte ut av et nedverdigende
ekteskap. I optegnelsene til «Gengangere» kan man se at Ibsens
tanker under utarbeidelsen har streifet også andre kvinnespørs-
mål. Her taler han om «Disse nutidens kvinder, mishandlede
som døttre, som søstre, som hustruer, ikke opdragne efter deres
begavelse, holdt borte fra deres kald, frataget deres arv, forbitt-
rede i sindet.» Kvinnespørsmål av denne art, kvinnens opdragelse,
underdanighetslære o. s. v. er imidlertid trengt tilbake i det
endelige drama, fordi det vilde tynge handlingen og skygge for
menneskeskildringen.
I «En Folkefiende» (1882), hvor som alltid hos Ibsen per-
sonlighetsproblemet er det centrale, spiller kvinnen liten rolle.
Fru Stockmann er en høist almindelig, bra, litt forsagt hustru
av den gamle type; men i datteren, Petra, aner vi den nye tids
kvinne, freidig og selvstendig, med mot til å trosse opinion og
fordom.
Heller ikke i «Vildanden» (1884) er kvinnespørsmål i brenn-
punktet. Nærmere står vi det ved «Rosmersholm» (1886). Her
gir Ibsen et billede av en kvinne med sterk livstrang, med vilje
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
