Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
saa særdeles farlig; efter en stunds forløb derimod vil der altid
sætte sig af en hel del smuds (stev) paa straalstenens spalte-
flader, — og marmoren blir styg at skue.
Vedrørende levarts i marmor forholder det sig saaledes, at
kvartsen vistnok i og for sig tager ganske god politur, men da den
er meget haardere end marmoren, gaar poleringen langsomt, og
kvartsen blir desuden ved poleringen stikkende lidt op som knuder
eller punkter. Store kvartskorn virker derfor aldeles ødelæggende;
ganske smaa korn, som knappenaalshoved eller derunder, generer
derimod ikke, hvad man har praktisk bevis for hos de røde Løv-
gafl- og Leifsæt-varieteter og hos Furulis citron-marmor. Alle
disse sorter indeholder nemlig (se anal. no. 1—3) i regelen et par,
undtagelsesvis endog over tre procent uopløst, for den væsent-
ligste del kvarts i ganske smaa individer, sjelden paa mere end
1 -2 mm. Paa poleret flade kan man ved skarp iagttagelse alle-
rede for blotte øie se, at disse kvartskorn stikker frem som smaa
prikker; de forstyrrer dog ikke totalindtrykket, og erfaring har
allerede godtgjort, at de fleste arkitekter, som har havt med de
her omhandlede marmorsorter at gjøre, ikke engang har lagt
mærke til kvartsen. En tilblanding af et par procent kvarts i
ganske ørsmaa korn er saaledes ikke nogen farlig forurening.
Gjennemsigtigheden.
Den marmor, der viser den høieste grad af gjennemsigtig-
hed, er vistnok den nu i udl andet saa efterspurgte mexikanske
onyx-marmor, til hvis ypperste egenskaber man netop regner
dens høie gjennemsigtighed; endog i plader af et par tommers
tykkelse falder lyset saavidt igjennem.
Videre udmærker den bekjendte pariske marmor — de
gamle grækeres ypperligste billedhuggermarmor — sig ved en
vakker gjennemskinnelighed; herom hidsættes, efter Lepsius’s
„Geologie von Attika“: „liolder mati et fladt stykke god parisk mar-
mor (den saakaldte Lychnites eller lampe-sten) op mod lyset, saa kan
man øine lyset selv ved en pladetykkelse paa 35 mm; ved den bedste
carrariske marmor falder lvset giennem indtil en tykkelse af 25 mmi
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
