Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
store Reformator i vort Landbovæsen, Sandberg tilfaldt Broderen Conrad
Georg og Brahetrolleborg den Yngste Johan Ludvig Reventlow.
Brødrene Reventlow havde det rette Blik for, hvorledes en
Godsherre kan virke; gik end den ældste, Statsministeren, forrest i
denne Retning, saa fulgte Brødrene ham troligt, og navnlig
Brahetrolle-borgs Besidder betegnede sin Virksomhed som Jorddrot ved en Række
heldbringende Forandringer. Han afskaffede al den Strenghed, som
tidligere havde charakteriseret Forholdet mellem Jorddrotten og hans
Bønder, han udskiftede Jorderne paa Baroniet, udflyttede Gaardene,
indførte Arvefæste og fredede med en kjærlig Haand om Skovene,
som han forøgede med et betydeligt Areal. Ligesaameget som han
lod sig det være magtpaaliggende at sørge for Bøndernes materielle
Udvikling, ligesaa varmt interesserede han sig for deres aandelige
Liv, og til dettes Fremme indførte han et udmærket Skolevæsen,
oprettede et Seminarium og en Opdragelsesanstalt. Han døde i Aaret
1801, og Brahetrolleborg tilfaldt hans Søn Grev Ditlev Christian
Ernst, der med Faderens Interesse, om end ikke med hans udmærkede
Dygtighed, fortsatte og afsluttede det saa godt begyndte Værk. Ved
hans Død i 1854 faldt Lehnet til hans Fætters Søn, Grev Ferdinand
Carl Otto Reventlow, der allerede efter sin Fader havde modtaget
Slægtens to Grevskaber, og som saaledes atter har forenet den største
Deel af Stamfaderens Besiddelser paa sin Haand.
Den ene Fløi af Gaarden danner Kirken, oprindelig den gamle
Klosterkirke, senere Sognekirke. Fra Borggaarden træder man igjennem
en lille Dør ud paa — Kirkegaarden, der støder lige op til Landeveien,
medens Kirkefløien med sine alvorlige, buede Vinduer danner den anden
Side. Her er Reventlowernes Begravelse, maaskee det smukkeste
Gravsted i hele Danmark. Det er intet Mausoleum med Marmorvægge; det er
en Hvileplads under Guds frie Himmel, rolig og smilende og, fremfor
alt, naturlig. En Gruppe kæmpestore Kastanier beskygger en stor
indhegnet Gravplet, hvor simple Mindestene og Kors betegne de hedengangne
Reventlowers sidste Hvilested, uden anden Prydelse end de Afdødes
Navne, ikke en eneste pralende Indskrift, • intet verdsligt rosende Ord.
Enhver maa henrykkes ved den Hygge, som er udhredt over denne
simple Plet, hvor Bøndernes Fader, Grev Johan Ludvig, og hans
yndige Hustru hvile midt imellem dem, hvis Lykke de skabte.
Myvatn paa Island.
I Thingsyssel paa Nordlandet, nogle Miil fra Havet og ikke
langt fra Præstegaarden Reykjahli3, ligger den bekjendte Indsø
Myvatn eller Mygvandet. Den har faaet sit Navn af den store Mængde
Myg, som sværme der om Sommeren og mod hvilke man maa forsyne
sig med Slør for ikke at blive stukket. Det er den største Indsø paa
Island, omtrent otte Miil i Omkreds med fire og tredive Holme. Bunden
er Lava, meget ujævn og med mange Huler og Rifter. Vandet er
ikke meget dybt paa Grund af den Lavamasse, der er flydt ud i det.
Den underjordiske Varme er meget stærk her, og paa nogle Steder
findes kogende Kilder i Bunden, som opsende Røg fra Vandets
Overflade. I denne Indsø er der en betydelig Forellefangst, især omkring de
: varme Steder, hvor de fedeste og bedste Foreller opholde sig; Fangsten
! drives baade Sommer og Vinter, og er Indbyggernes vigtigste
Indtægts-I kilde. Man kan heller intetsteds paa Island see saamange Fuglearter
samlede paa eet Punkt, som ved Myvatn. Fra ovennævnte Præstegaard,
i der ligger tæt ved den nordøstlige Kant af denne Indsø, har man en
deilig Udsigt over den; Øst for Søen hæver sig det hule Fjeld «Hverfjall«
og i nordøstlig Retning derfra de gamle Vulkaner Leirhnjukur og Krafla.
Roer man ud paa Søen, omsværmes man af talløse Skarer
Vandfugle; en af de smukkeste Fugle er den nydelige lille
Ööins-hani; alle Slags vilde Ænder svømme tillige rundt om Baaden, uden
at lade sig forstyrre. Naaer man nu over til den lille Holm,
som tilhører Gaarden Reykjahli5, og som heelt er bevoxet med Krat
af omtrent een Alens Høide, finder man den ene Rede tæt ved Siden
af den anden, da Fuglene tye herhen, for at lægge deres Æg. Med
stor Forsigtighed maa man sætte Foden, for ikke at træde paa Rederne, og
Holmen bliver da som besaaet af dens opskræmmede, fjedrede Beboere,
som roligt svømme frem og tilbage, indtil deres Fredsforstyrrere atter
drage bort. Herfra danne dog Hættenternerne en Undtagelse, thi de
flyve bestandigt omkring En og fylde Luften med Skrig; jo nærmere
man kommer til deres Reder, desto uroligere blive de, saa at de hvert
Øieblik hugge En i Hovedet, naar man ikke tager sig godt iagt.
Befolkningen omkring Myvatn er vakker og velhavende, Gaardene
reenlige og godt byggede. Denne interessante Egn bliver endnu mere
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
