Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Yed Aak i Ronisdalen.
I den idylliske Romsdal, hvor det frodige Engføre kappes i
Ynde med Fjeldenes tætklædte Lier, og de høie, hvidnende Bjergaase
danne et maleriskt Bagtæppe, hvor Elven, træt af den lange Strid og
Kamp, roligt og tillidsfuldt i sit Livs Aften flyder ud mod det store
ubekjendte Havdyb, ligger det lille Gjestgiversted »Aak«. Her flokkes,
roere end noget andet Sted i Landet, de mange Englændere og finde
et hyggeligt Herberg hos den driftige Anders Landmark. Det er for
en stor Deel deres velspækkede Pung og Utrættelighed, der har banet
Vei for den Skare Reisende, som nu paa kryds og tvers gjennemstreife
Norge, og udrettet, at man ikke længere behøver at slæbe en baade
kostbar og byrdefuld Proviant med fra Christiania. Lidt varmt Kjød,
Flesk eller Fisk~ lader sig nu dog i Regelen opdrive, kun Brødet er
slet. Fra Aak gjøre de Udflugter, enten med Dampskibet op ad
Fjorden til Molde og Christianssund, der ligge i en af Norges mest
henrivende Egne, eller de skydse i de lette Karioler op i Roms- og
Isterdalen. Her drive de deres Hovedfornøielse: Fiskeri, i den laxerige
Elv, og som det hedder sig Bjørnejagt, hvilket dog paa Grund af
den fuldstændige Mangel paa det Slags Individer har sine
Vanskeligheder; man tager derfor som oftest tiltakke med hvad andet Vildt der
lader sig opdrive.
Bag Aak hæver Romsdalshornet sin forunderlig spidse Kegle.
Denne aldeles utilgængelige Top har en Englænder ladet sig
til-skjøde for en temmelig klækkelig Sum. Medens han netop kan
have samme Glæde af denne Eiendom, som af en mulig Besiddelse i
Maanen, nemlig at betragte den i platonisk Kjærlighed (Maanen vilde
dog have det Fortrin, at kunne tages med til England) staaer han
eller hans eventuelle Arvinger, om end Eiéndommen ifølge sin
charak-teristiske Beskaffenhed maa ansees betrygget mod Tyve og Røvere,
dog Fare for at den efterhaanden vil komme spadserende ned i Dalen,
da store Klippeblokke jævnligt falde ned fra den. Bønderne paastaae,
at den fine Tap, som man i klart Veir tydeligt seer paa Toppen af
Hornet, er en Borgruin fra Tider, da Stedet var tilgængeligt.
Herregaarden Skokloster ved Mälaren,
Ingen, som har valfartet til Upplands gamle Høiskole og
Dom-kirke, eller til det endnu ærværdigere Gammel-Upsala, hvor man
pligtskyldigst tømmer Mjødhornet ved Foden af Odins, Thors og Freirs
Høie — Ingen, som blot har læst derom, har undladt at gjøre
Be-kjendtskab med Skokloster. Dets Oprindelse ligger i Navnet. »Birger
Pederson, Lagmand i Uppland, en from og gudfrygtig Herre, gav Jord
til mange Kirker og Klostre og byggede Sko*. Saaledes skrev for
mere end sexhundrede Aar siden Priorinden i Vadstena, Margareta.
Hin Birger Pederson var Sancta Britas Fader. Tohundrede Aar efter
Klostrets Anlæggelse brændte det ned. Biskopper og Prælater,
Abbedisser og Nonner bade om Hjelp hos de Troende; men Tiderne vare
’ onde, Sten Sture brugte sine Sparepenge til Gripsholm. Snart efter
skrev Mester Olaus en ærgerlig lille Bog, en Datidens Photographi af
Klosterlivet — saa vilde Ingen hjelpe de Brandlidte i Sko. Gustaf
Vasa skjændte paa Abbedissen, fordi hun havde lokket en Dødssyg til
at iklæde sig den »pharisæiske« Klosterdragt; Kong Johan var nok
endeel katholsk i Hoved og Hjerte, men han havde Bygningssteen
behov og lod dem, der endnu fandtes ved Sko, hente til Brug ved
Stockholms Slot. Imidlertid staaer Klosterkirken endnu, en høithvælvet
Bygning, rundt omkring behængt med Wrangelske Faner og Skjolde.
Prædikestolen og meget Andet er kommet fra Tydskland, tildeels ogsaa
fra Polen.
Slottet med sine fire ottekantede Taarne ligner Slottet i
Aschaffenburg, nærved Frankfurt am Main; det er da ikke saa
underligt, eftersom det er bygget derefter. Det begyndtes af Carl Gustaf
Wrangel, da han kom hjem fra Trediveaarskrigen, men fuldførtes
først efter en Menneskealders Forløb, 1678, af hans Svigersøn,
Rigs-raad og Admiral Niels Brahe. Bygningen udgjør en ligesidet Fiirkant.
Gaarden og Gangene ere belagte med flade Stene, Dørene ere af Eeg,
Stueetagen aabner sig indad med Arcader, høit op i Hjørnerne rage
de fire Taarne med fem Stokværk, Murens Tykkelse er 2 Alen — det
er en solid Ridderborg. Slottets store Forstue hviler paa Marmorpiller,
som Dronning Christina forærede sin tappre Kriger; siden kom Carl XI
med sin »Reduction«*, der krævede Kongegaverne tilbage fra de Adelige.
Han forlangte Marmorpillerne fra Skoklosterslottet; »hvis man tager
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
