Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Middelfart ved Lille Belt.
Naar man foretager en Udflngt i Middelfarts yndige Omegn,
overraskes man ved Partiernes rige Afvexling og ved de prægtige
Udsigter over Beltet, der slynger sig mellem Jylland-Slesvig og Fyen.
Tilbringer man en varm Sommerdag der, naar hverken Vind eller
Strøm kruser Beltets Overflade, og Middelfart med sin Kirke, Skibene
i Havnen, Hindsgavls Skove og de jydske Kyster speile sig i den,
da kan en saadan Dag være fuld af Ynde. Som en rolig, smilende
Indsø ligger da Beltet for Beskueren; man seer det nemlig hverken
bugte sig om Batteripynten eller om Hindsgavls Odde, thi denne synes
at smelte sammen med den lidt fjernere jydske Strandbred. Men hvor
forandret er ikke Charakteren igjen, naar Efteraarets kolde Aandepust
afløser de varme Dage, naar Stormen farer hen over Beltet og møder
den voldsomt brusende Strøm; da vil mangen Reisende, der satte over
fra Middelfart til Snoghøi, mindes den tilsyneladende farlige Tour i
Færgebaaden, hvor kun Manden ved Roret og de med dette Farvand
bekjendte Sømænd ere istand til at føre det lille Fartøi over den
fraadende Vandmasse.
Lillebelt er paa det smalleste Sted, mellem Hindsgavls Odde,
Fyens vestligste Punkt, og den ret nordfor liggende jydske Strandbred,
omtrent 1200 Alen bredt. Saasnart det her dreier mod Syd, bliver
det bredere, løber om den henrivende Fænø, og afsætter i dette Løb
mellem denne 0 og Fyen Gamborg Fjord, bekjendt for den her i
Landet enestaaende Marsvinsjagt. Strømmen er dyb og rivende, hvorfor
der . næsten aldrig lægger til i strenge Vintre mellem Middelfart og
Snoghøi; thi den stærke Strøm bryder Isen op og fører den med sig
nord- eller sydpaa. En Vinterhavn, anlagt ved Middelfart, vilde vist
være iudbringende for Byen og nyttig for andre Byers Skibe, da disse
vilde kunne gaae ud herfra til næsten enhver Tid af Vinteren.
Siden Middelfart er bleven det ene Endepunkt af den fyenske
Jernbane, er der kommet Liv i Byen og paa Beltet; Omnibusser
befordre de Reisende fra Banegaarden til Havnen, og herfra føre
Damp-baade dem til Kolding og Fredericia, hvorimod de, der skulle til
Snoghøi, endnu maae tage tiltakke med den aabne Postbaad.
Echodalen paa Bornholm.
Ai mindingener Bornholmernes Stolthed; herhen gjelder Reisen,
naar de skulle »i Skoven«, og her er Mødestedet ved større festlige
Sammenkomster, hvor Mængden strømmer til fra de omkringliggende
Byer. I Pavillonen ved Christianshøi kan man holde det prægtigste
Maaltid — naar man selv bringer Maden med. Men Almindingen er
ogsaa ret et Sted til en Dagstid at færdes i den udstrakte Skov, hvis
frodigt bevoxede Bakker og Dale, steile Fjeldvægge og smilende
Skovsøer, Rokkestene, Oldtidsminder og skjønne Udsigter, kunne give den
Reisende nok at bestille, naar han saa nogenlunde vil tage Alting med.
Almindingen udgjør en Deel af den saakaldte Høilyng, der omtrent
indtager en Fjerdedeel af Øen: en høitliggende, kold og øde Egn, hvor
Klippegrunden næsten overalt stikker sit barske Physiognomi frem og
skræmmer Bonden bort med sin Plov. Kun sjeldent møder Øiet et
fattigt Huus, hvor enkelte Faar og en misfornøiet Ko speide efter en
Smule Føde. Men omtrent i Midten af Høilyngen er Granitbunden
dækket af et Lag Sand, som Planteverdenen har coloniseret, og da
Culturen kom til Hjelp, opvoxede snart en prægtig Skov i en betydelig
Udstrækning. Bøgen, Egen og Birken staae i frodig Væxt og koeise
med deres stolte Kroner, ubekymrede af de Næringssorger, som
Rødderne hyppigt ere udsatte for, naar de skræmmes tilbage af
Klippegrunden og maae søge til Siderne for at suge Saft til Træets Marv.
Tiltrods for den storartede Udsigt fra Rytterknægten, det høieste
Punkt paa Øen, er man vistnok tilbøielig til at give Kodalen, eller
som Nutiden mere poetisk har kaldt den: Echodalen, Fortrinet for
alle Almindingens Herligheder. Ad en Sti, der slynger sig over
skov-begroede Bakker, naaer man omsider til en brat Skrænt, hvorfra den
deilige Echodal frodig og smilende udbreder sig for Øiet. At
Skovrideren har opslaaet sin Bolig paa denne yndige Plet, vil man finde
meget naturligt. En brat Sti fører ned i Dalen, hvorfra Øiet atter
overraskes af et Billede, der ved sin Barskhed staaer i stor Modsætning
til det forrige. Her seer man den steile, skovklædte Fjeldvæg, fra hvis
Top man for et Øieblik siden overskuede Echodalen. Store nedstyrtede
Klippeblokke, omsnoede af en yppig Vegetation, ligge ved dens Fod.
Naar man seer hen ad den lange Fjeldvæg, tager den sig ud som en
mægtig Sokkel, der bærer Høilandet paa sine Skuldre.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
