Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Chr. Molbech i 1812 beskriver den — »ligger i et af de mest
romantiske og malerisk skjønne Landskaber, jeg har fnndet i denne Provinds,
ja i hele Gøtarige.....Hvilke Udsigter fra Bakkernes Høider ned i
de dybe, trange, tætbevoxne Dale — hvor skjøn fremsmiler en lys
Eng eller Kornmark i Dybet blandt de tykke Skove — hvor tryllende
er her det Romantisk-kraftfulde i Sverigs Natur sammensmeltet med
det Milde og Venlige, Naturen i Sydlandene besidder!« Mange
Om-vexlinger har Byen undergaaet foruden de alt nævnte, indtil den den
6te April 1864 ved en Ildsvaade saagodtsom ganske lagdes øde, hvorved
1370 Mennesker bleve huusvilde; i en forynget og forskjønnet Tilstand
har den nu atter reist sig af sin Aske.
Mést Opmærksomhed har Byen tildraget sig ved sin
Vand-kuuranstalt. Allerede 1705 opdagedes dens Sundhedskilde, men
først efterat Berzelius i 1827 chemisk havde undersøgt den, har den
skaffet sig et Navn som Badested. Kuur-Bygningerne bestaae af et
større Salonhuus, Pavillonen over Kilden, en aaben Colonnade i Flugt
med Kuurhuset, samt det gamle og det nye Badehuus. Paa Grund af
den indskrænkede Plads maae Gjesterne dog søge Bolig i Nærheden af
Badestedet, hvortil der ogsaa gives rigelig Leilighed.
Ronnebyes Indbyggere ere i Almindelighed glade og livlige; man
skimter endog hos dem en lille Smule Folkeliv. Om Søndagaften paa
Snakkebakken — et Parkanlæg, der just ikke i Omfang, men i Skjønhed
søger sin Lige — seer man en meget broget Vrimmel. I sex Dage
slæbe Trætøflerne i uafbrudt Takt ned ad Byens Gader, men paa den
sy vende Dag hvile de; det vil sige, man ifører sig Kisteklæderne og
skynder sig ud i Naturen for ret at kunne trække frisk Luft. Ved
disse Folkefester bemærkes ogsaa af og til enkelte Folkedragter.
Navnene Ronneby og Diupadal ere uadskilleligt forenede
med hinanden; at komme til Ronneby er det Samme som at have i
Sinde at tage til Diupadal, hvorhen en Fart i en Baad er langt
smukkere end Veiene tillands. Strandbredderne ere bevoxede med Elleskov,
Birk og Bøg, og Træerne speile sig smukt i Vandet; ved en Snoning
af Aaen forandres Udsigten ligesom ved et Trylleslag. Dalen udvider
sig og i Baggrunden bryder Sølvfossen frem gjennem Skoven. Diupadal
er Blekingens Perle. Ved Dalens øverste Endepunkt vælter Di up af os
sig skummende frem mellem Klipperne. En naturlig Bro dannes af et
Klippestykke, som ligger fastkilet mellem begge Bjergvæggene, hvor
Vandmassen bruser frem, inden den kaster sig sprøitende ned ad
Skrænten. De lodrette Bjerge synes at have været knyttede til
hinanden, men ere revnede; Revnen er kun et Par Alen bred. Det koger
og bobler dernede som i en sydende Kjedel; det lyder ganske, som om
Vandet vilde tale. Lad os høre, hvad Fossen beretter:
Langt tilbage i Tiden boede der i Blekinge to Jætter, som kom
paa den Tanke, hver at ville grave sin Aa gjennem Landet ned til
Havet. De aftalte da, at den, der fik sit Arbeide først færdigt, skulde
faae rigeligt Laxefiskeri i sin Aa. Den Ene gravede Mømun-Aa, den
Anden Ronneby-Aa. Ronnebyjætten havde bedre Jordsmon, og naaede
snart Diupadal; men der stødte han paa en haard Klippe, og inden
han gav sig ifærd med den, satte han sig lidt til Hvile. Mørrumjætten,
som saae Kammeratens store Forspring, sendte sin Kvinde til ham for
at narre ham til at sove. Kvinderne have til alle Tider forstaaet at
dysse Mændene i Søvn. Eva indhyllede Adams Forstand, og Dalila
lod Samson sove med Hovedet paa sit Skjød. Jættekvinden legede
med hans Lokker og dyssede ham i Søvn, hvilket paa den Tid var det
Samme, som om han fik Opium, saa at han først vaagnede, da Mørrum-Aa
med stærk Brusen styrtede i Havet. Da blev Ronnebyjætten vred, tog
et Klippestykke og slyngede det mod Bjerget, saa at det øieblikkelig
spaltedes. For at hevne sig paa Kvinden, greb Jætten en anden
Klippeblok og slyngede den efter hende; men hun slap uskadt bort, og
Klippestykket faldt ned i Hoby Skov, to Miil fra Diupafos, hvor enhver
vantro Thomas endnu kan see det.
Enhver Ting i Diupadals Nærhed har sin lille Historie:
Klipperne, Træerne, Grotterne, Moslagene tale høit om hvad de have seet
og hørt. Paa mig stod en Aftenstund et ungt Menneske og drømte
om SeirskrandseA — siger Klippen. Træet hvisker: I min Stamme
skare to Elskende deres Navne og svore hinanden evig Troskab; nu
er Navnet groet ind i Træet, men Troskaben er for længe siden
forsvunden. Grotten taler: Under min Hvælving tonede de Unges Sange,
og de lovede hinanden Venskab ved Glassenes Klang.
Mange, saavel kongelige som andre Personer, have her indgravet
deres Navne i Stedets Træer; iblandt de kronede Hoveder, der have
taget denne smukke Egn i Øiesyn, var ogsaa Frederik VII, om hvis
Besøg man her finder et Mindetegn.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
