Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
ligger Dalelven, dyb og bred, mellem høie Leerskrænter; en Flydebro
af raat tilhugne Granstammer fører over den. I Galop gaaer det ned
ad Skrænten, Vandet skvulper over Broen, idet Karren hopper fra
Stamme til Stamme. Gjennem en Huulvei kommer man op paa den
modsatte Side, hvor Fiskerbaade ligge optrukne paa Sandet og et
Stavgjerde værner om en lille Birkelund; Maistangen, et heelt Mastetræ,
med visne Blomster og Birkegrene, staaer paa en aaben Plads, og bag
den strække sig flere lange Rækker Bjelkehuse — det er Leksand.
De flade Tage lude frem over rødmalede eller graanede Tømmerstokke,
tættede med Mos, og smaa fiirkant.ede Vinduer titte gjennem Væggene;
Sandet ligger dybt paa Gaden, og i et lille Indelukke trives hist og
her Noget, som skal ligne en Have. Saa kommer et Huus med store
Vinduer og store Ruder og Gardiner bagved; det seer næsten
stadseligt ud. Leksand er heller ikke saa ubetydelig en By, som man ved
første Øiekast skulde fristes til at troe; den er Kirkebyen —
Hovedstaden kunde man gjerne sige — i et Sogn, der tæller flere Indbyggere
og har et langt større Fladeindhold, end mangt et tydsk
Fyrstendømme: Sognet har omtrent 15,000 Beboere. I Leksand boe Præst og
Comminister, Doctor og Apotheker, Kjøbmænd og Haandværkere, og
af disse sidste især Garvere — det er saa naturligt, at navnlig disse
florere; thi hvert Mandfolk gaaer i Skindbuxer med et stort
Læderforklæde for, og de fleste baade Mænd og Kvinder have ovenikjøbet en
Skindpose paa Ryggen, den Ene med sit Værktøi, den Anden med et
Barn, der titter ud af Posen som en halvnøgen Fugleunge af Reden.
Det, som mest tildrager sig den Fremmedes Opmærksomhed, er den
maleriske Dragt, som her bruges, og som har holdt sig uforandret fra
fjerne Tider; det lønner ogsaa Umagen at kige ind under Bjelketaget,
hvor »spiseln« (Arnen) staaer i et Hjørne af Stuen, og »tunnbrödet«,
Dalkarlens sædvanlige Føde, hænger paa Snore under Bjelkeloftet; der
rører sig et eiendommeligt Liv i disse lave Stuer. Men den Reisende
faaer sjeldent Lov at trænge dybt ind i Forholdene; han maa nøies
med Ydersiderne, og det kan han sagtens, hvor de ere saa smukke
som her, hvor hver Dragt frister Maleren til at aabne sin Farvekasse,
og Blyant og Skizzebog komme frem, naar man blot gaaer et Par
Skridt udenfor Byen.
Lidt nordfor denne er der en Kløft i Skoven; gamle Graner
staae Vagt om den, Mos beklæder Jorden og hænger i Fryndser ned
over de bratte Leervægge, gjennem hvilke trevlede Rødder stikke frem.
»Trast« og »spannkjarring« klukke i Træets Top, og ved dets Fod
mylrer Nordlandets Viol, den yndige Linnæa borealis, frem i millionviis
og fylder Skoven med Duft af sit blegrøde Bæger. Gjennem denne
Kløft fører Veien ned til Siljan, der strækker sig milevidt mellem
Marker og Skove og Skrænter. Rundtom Søen løfter Landet sig jævnt
opad, hist og her ligger en Samling af Bjelkehuse, omgiven af dyrket
Mark; Marken taber sig i Skov, og under det uendelige Dække af
mørke Graner stiger Jordsmonnet høiere og høiere, indtil det i det
Fjerne fortoner sig i en Kreds af taageblaae Bjerge, der drage en
Vold om Dalarnes lille Verden. Fra Byerne derovre og fra de spredte
Smaahuse, som med et giindsende Vindue nysgjerrigt titte frem af
Skovene, samles hver Søndag talrige Skarer, der roe til Kirken i
Leksand. Dalkarlens Baad er et langt og forholdsviis smalt Fartøi,
med høit opkruipmet For- og Agterstavn, ikke uligt Oldtidens Drager.
Man kan neppe tænke sig noget skjønnere Syn end den blanke Sø i
dens henrivende Omgivelser, der lige forlades af Sommermorgenens
Taage, bedækket med Baade i hundredeviis, som alle stevne mod
Stranden nedenfor den omtalte Kløft. Fartøierne ere pyntede med
Birkeløv, Kirkegængerne iførte deres bedste Klæder. Det er et Billed
fuldt af Liv og Farveglands. Karlene have kastet Trøien for bedre at
kunne trække paa Aarerne, hvoraf der ofte findes ti til tolv i en Baad
— den skyder som en Pil gjennem Vandet, medens Morgensolen gløder
paa det fugtige Aareblad — bag i sidde de Ældre og Kvinderne med
røde og gule Huer, sneehvide Særkeærmer, spraglede Forklæder og
Psalmebogen indrullet i Lommetørklædet. Ved den flade Strandbred
med de store Steen lægger Flaaden til: Baadene losse, Fader og
Moder kravle sindigt i Land og hjelpe Børnene efter; en ung Pige
hopper lystigt fra Steen til Steen, en Anden er bange for at betroe
sig til den slibrige Flade, hun stoler mere paa den høie, kraftige Karls
stærke Arm — paa den sidder hun som paa en Bærestol med røde
dinglende Pusselanker og Armene i de hvide Ærmer om hans Hals.
Paa Strandbredden bringes Pynten i Orden, og saa gaaer det op
gjennem Huulveien et umaadeligt Tog af alle Kjøn og alle Aldere,
medens Klokken i Leksand ringer — mere end fem Tusind har man
undertiden talt ved en Kirkefærd i Leksand.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
