Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
og farefuldere Nedgang skulle have været Aarsag til, at man paa den
Tid ansaae det for en større Fortjeneste at besøge denne Kirke, end
de andre lettere tilgængelige. Under Reformationens voldsomme
Indførelse har St. Michaelskirken været et sidste Tilflugtssted til
Andagts-øvelser for Katholikerne der i Egnen, som ikke vilde afsværge deres
Fædres Tro. Den sidste Munk, ved Navn »Fader Sylvester«, skal
være død i Hulen og begravet i en, indenfor dens Bagvæg nu
sammenstyrtet mindre Aabning, hvor man mener at Kirkens Sacristi har været.
Ved Reformationen bleve Kirkegodserne inddragne og tildeels
fordeelte til Adelige og Kongens Yndlinge. Man berøvede ogsaa St.
Michaelskirken dens Eiendomme; dens Prydelser borttoges, og Præsten
forjagedes. Ikke desto mindre vedblev den at være i stor Anseelse
for Hellighed og Underkraft, da Folket endnu bestandigt hang ved den
gamle Lære og den forjagede katholske Geistlighed. De lutherske
Præster havde derfor endnu en haard Strid, skjøndt de havde Magten
paa deres Side; men den Magt misbrugte de undertiden i deres
reli-gieuse Iver og skadede derved den nye Lære, idet de gjorde den
forhadt hos Folket.
Gruben ”Stöten” ved Falun,
Stora Kopparberg er Navnet paa et Bjerg ved Indgangen
til Dalarne mellem Søerne Varpan og Runn. Aldrig har noget Sted
baaret sit Navn med større Ret. Mellem de blanke Bjergsøer hæver
Fjeldet sig, ikke som de tilgrændsende beklædt med Skov af
Naale-træer og Krat af Ener, men mørkt og nøgent, berøvet selv Græssets
og Mossernes tarvelige Dække og besaaet med løst liggende Stene fra
Øverst til Nederst. Denne mægtige, Øiet saa lidet tiltalende
Granitmasse, er næsten i hele sin Udstrækning gjennemvævet med Malmaarer,
hvormed skiftende Slægter gjennem Aarhundreder have søgt at berige sig,
lige fra den fjerne Old, da efter Sagnet en Buk, som tilhørte Finnen
Båre, opdagede Bjergets Malmrigdom ved at rode i Jorden med sine
Horn, og til den Dag idag.
Før Bjergbruget udvikledes til en Videnskab, arbeidedes uden
Plan; Enhver fulgte sit eget Hoved og søgte at hæve sin Deel af
Skatten, uden at tænke paa de kommende Tider. Følgen heraf var,
at Bjerget for en stor Deel planløst undermineredes, hvilket i Aaret
1687 gav Anledning til en Sammenstyrtning, hvorved der dannedes et
uhyre Svælg i Fjeldsiden. I dette Dyb arbeidedes senere i et Par
Aarhundreder; men efter en Ildebrand er Gruben nu forladt. Et
svimlende Dyb, en uhyre Steenørken, uden Spor af Vegetation, aabner
den et Gab af 1200 Fods Længde med en iodret Dybde af 300 Fod för
Fødderne af Vandreren, som fra Byen af stiger op ad Bjerget; i Bunden
ligger en Brandtomt, paa de bratte Sider hænge forkullede Levninger
af Trapper, i Fjeldets Revner og Kløfter bygge Ugler og andre lysskye
Fugle Rede, deres Yngel glæder sig ved Dybets evige Skumring og
sværmer med lystigt Vingeslag i uforstyrret Ro, hvor der før herskede
travl Virksomhed. Paa Randen af Gruben hænge Kraner af mægtige
Bjelker, som hovedsvimle ud over Afgrunden, og støttet af en uhyre
Underbygning af Træstammer staaer der et Bræddeskuur, hvori findes
Nedgangen til den Deel af Bjerget, som nu bearbeides.
Bjergbruget drives nutildags paa en anden Maade end tidligere.
Gjennem dybe Brønde stiger man ned i Jordens Indre; gjennem lange,
omhyggeligt understøttede Gange, der tildeels strække sig ind under
Byen, kommer man til de forskjellige Arbeidspladse. Den løssprængte
Steen bringes herfra op til Dagen, og paa Bjergets Sider staae de
Bygninger, hvor dens videre Bearbeidelse foregaaer. Blandt disse
indtage Smeltehytterne en fremragende Plads: store Skure af Bjelker
og Planker, som give nødtørftigt Læ mod Storm og Regn, og gjennem
hvis utætte Vægge kvalmer en kvælende Røg fra Essen, hvor Ilden
brænder Nat og Dag og udskiller Malmet af Stenen. Slaggerne
bortkastes; umaadelige Strækninger ere bedækkede dermed, Smaabjerge
ere fremstaaede ved deres Ophobning, og midt i denne forkullede
Verdeu staae gamle Hytter, der nu ere forladte, ligesom Gruben,
hist-henne. Aarhundreders Røg har sværtet Træet og givet det en Haardhed
som Been; Rust fortærer Naglerne, der fastholdt Plankerne, og disse
falde ned; men de mægtige Træstammer og Bjelker staae ufortærede —
fortræffelig Staffage paa den mørke Grund, uhyre Skeletter, der stige
frem af Gravene, som bedække en tilintetgjort Vegetation.
Kopparberget har nemlig ikke altid været nøgent og øde som nu. Graner og
Ener have voxet der, ligesom paa Nabobjergene, men ere i Tidens
Løb deels faldne for Øxen, deels kvalte af Røgen fra Smeltehytterne.
Denne Røg hviler ofte som en tæt Taage ikke alene over Bjerget og
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
