Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Høvding pleiede nemlig at boe paa Gaarden Ljosavatn, der ligger
mellem Indsøen af samme Navn og Fossen. Den første af disse to
Meninger er den, der har mest for sig, og den, der vistnok med Rette
almindelig er antagen.
Naar man først kommer til Floden, hvor Fossen er, kan man
ikke see denne, men den buldrende Larm og de hvide Støvskyer
overbevise En om, at man ikke har taget feil af Veien. For rigtigt at
see Vandfaldet maa man derfor over en lille Arm af Floden paa en
lille Klippeø, der er omtrent 30 Fod over Vandspeilet. Naar man er
kommen derover, har man Goöafossen i al dens Herlighed for sig. Det
er ikke let at beskrive det Indtryk, man i første Øieblik faaer ved
dette stolte Syn; man bliver, som Engelskmændene saa betegnende sige,
• quite taken back«. Man bliver næsten bedøvet af den frygtelige
Larm; Klippen, som man staaer paa, ryster, saa at man uvilkaarligt
viger tilbage. Naar den første Bestyrtelse er overstaaet, begynder man
atter at samle Tankerne, og nu ligesom taber man sig i Beskuelsen af
Naturens vilde Storhed. Hele Skjålfandaflodens Vandmasse, paa den
lille Sidearm nær, styrter sig her i flere Fald ned ad steile sorte
Klipper med et frygteligt Tordenbrag, medens Vandet knuses saaledes
i Faldet, at en Sky af Vandrøg hvirvler høit i Veiret; denne hvide
Støvsky danner en smuk Modsætning til den mørke Lavagrund, der
omgiter Fossen, og naar Solen skinner, giver Vandfaldet Gjenskin af dens
Straaler med alle Regnbuens Farver. Under Vandfaldet er der en
formelig Malstrøm, hvor det skummende Vand danner utallige Hvirvler,
ligesom det var tvivlraadigt om, hvad Vei det skulde tage.
Som det sees af Billedet har Goöafossen tre Hovedfald, foruden
nogle mindre Straaler, der have banet sig Vei mellem Klipperne. Det
venstre eller østligste Fald er det bredeste, men tillige det laveste, og
da den Arm af Floden, der danner det, har stærkt Fald ned mod
Fossen, vælter Vandmassen her ned i en skraa Retning og danner en
aflang Bue. Det mellemste Fald er det høieste, og styrter i mange
Straaler lige ned ad steile, omtrent 60 Fod høie Klipper, og herfra er
det især, at en vældig Vandrøg stiger i Veiret som Damp. Faldet
tilhøire eller det vestligste Fald bestaaer egentlig af to mægtige
Straaler, der tilligemed en ganske tynd Straale styrte ud af
Klippespalter. Fra en Klippeø mellem de tvende største Fald nedstyrte to
brede Straaler.
Midt paa den Klippeø, hvorfra Vandfaldet sees og hvor de to
Figurer ere anbragte paa Prospectet, gaaer en Kløft ned til Flodeu;
med Forsigtighed kan man der krybe ned lige. til Vandet, saa at man
næsten faaer Vandfaldet over Hovedet.
Kaholroen.
Det er en Selvfølge, at det maa høre til det norske
Forsvars-væsens Hovedformaal, om muligt, at afværge fjendtlige Flaaders Forsøg
paa at seile opad Christianiafjorden, saameget mere som Hovedstaden
selv ikke har og paa Grund af de locale Forhold heller ikke
nogensinde kan erholde Fæstningsværker, der paa nogen Maade kunde byde
en fremmed Søstyrke, udrustet med Nutidens Angrebsvaaben, Spidsen.
De Tider ere nemlig forlængst forbi, da man kunde sætte sit Haab til
det gamle Akershus, der i fordums Dage, under andre Forhold end de
nærværende, saamangen Gang har modstaaet haarde Angreb, f. Ex. af
Christiern II i 1531, under Syvaarskrigen 1567 og sidst af Carl XII
i 1716.
Derimod synes Naturen at have bestemt et omtrent tire Sømile
Syd for Christiania liggende Sund, Drøbakssundet, til det Sted,
hvorfra Modstand nærmest maatte være at forsøge i en Søkrig. Den
ellers indtil flere Mile brede Christianiafjord indsnevrer sig nemlig her,
lidt nedenfor den lille Kjøbstad Drøbak, til et smalt Stræde, neppe
bredere end 1000 Alen, og ved et særeget Held findes her ovenikjøbet
tvende til Befæstning vel skikkede Øer, de saakaldte K ah olme.
Allerede i 1814, under den korte Feide, der gik forud for Norges og
Sverigs Forening, havde Kong Christian Frederiks Regering
Opmærksomheden henvendt paa Vigtigheden af hint Sunds Forsvar, og paa
den nederste af de to Kaholme, saavelsom ogsaa paa begge Sider af
Fastlandet, opkastedes da i en Fart tre smaa Batterier af Tømmer,
uden at disse dog enten bleve heelt fuldførte eller kom til nogen
mili-tair Anvendelse.
Efter 1814 hengik nu adskillige Aar, inden den unge norske
Stat naaede saavidt, at der atter kunde tænkes paa Drøbakssundets
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
