Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Øen Hjelm i Kattegat.
8agn og Sange slynge frodige, løvrige Ranker om Krønikens
gamle Stamme.
I den fjerne Oldtid raadede Kong Jarmerik over Danmark. Han
var en gjæv Krigsmand, tvang Venden og mange Riger i Østerleden
under sig, og vandt kosteligt Bytte. Da han kom hjem til sit
Fædreland, søgte han et Sted, hvor han kunde gjemme alle disse
Kostbarheder, og valgte da den lille Bjergknude Hjelm, i Havet udfor Molnæs.
Der byggede han en Borg; en fast Vold lod han gaae nederst omkring,
paa Midten gjorde han sin Bolig, men øverst satte han Taarne og
Værn, hvor der kunde holdes Vagt Nat og Dag. Borgen havde fire
Porte, een paa hver Side, med konstige Gange og Laase. Da den var
fuldført, lagde han sine Klenodier derind, førte sin deilige Dronning
Svavilde til Fruerstuen, men glemte at lukke Porten for en falsk Ven,
Bikke, som hadede Dronningen og stod hende efter Livet. Det
lykkedes tilsidst denne onde Forræder at gjøre hendes Troskab mistænkt
og optænde Kongens Harme saaledes, at han lod hende føre bunden
ud paa Marken, for at trædes ihjel at Heste. De umælende Skabninger
dreves frem og tilbage over hende, men vilde ikke røre hendes favre
Ansigt med deres urene Hove, hvori Kongen saae et vist Tegn paa
hendes Uskyldighed og vilde løse hendes Baand, men Bikke løb til,
sagde, at hun voldte det ved Trolddom, og fik hende vendt med
Ansigtet mod Jorden; da Hestene ikke længere saae dette, trampede
de hende ubarmhjertigen tildøde. Bikkes Ondskab var endnu ikke
mættet; han drog hemmeligen til Dronningens Brødre, fortalte dem om
den slette Medfart, hun havde lidt, og æggede dem til at hevne hendes
Drab. Saasnart det var lykkedes ham at faae dem i Hærklæderne,
seilede han tilbage til Kongen, og sagde, at have sande Tidender om
Svavildes Brødres Ankomst med en mægtig Hær. Jarmerik vilde da
ikke med sit ringe Mandskab prøve Lykken i Mark eller paa Sø, men
gav sig ind paa sin Borg og biede Fjenderne der. De lode ham ikke
vente længe. Men da de saae det faste Huus^ tvivlede de om at
kunne vinde det med Magt; de bade derfor Troldkvinden Gudrune om
Hjelp, den hun ogsaa ydede dem ved at forblinde Kongens Folk, saa
at de overfaldt og dræbte hverandre indbyrdes. Fjenderne bleve dette
var, stege over Voldene, brøde Portene op og sloge løs paa
Kongs-mændene; men paa engang viste Odin sig midt i Flokken, gav de
Danske deres Syn igjen og raadede dem at anfalde Udlændingerne med
haarde og hvasse Stene, da Sværd og Pil ikke bede. Der blev da et
saa stort Mandefald, at Ingen undkom med Livet; Kongens Hænder og
Fødder vare afhugne, men han levede endnu og laa saaledes en Stund
blandt de Faldne, indtil ogsaa han gik til Odin.
Kong Jarmeriks Borg sank i Gruus. — Men en Morgen, som
Bonden paa Möls gik og saaede sit Korn, faldt hans Øie udover
Kattegat, og han udbrød forskrækket: »Hjelp nu Gud Fader i Himmerig!
Haver Hjelm nu faaet Horn!« Ja, Horn havde Hjelm faaet, thi Marsk
Stig byggede sig en Borg der: to Dage og een Nat var han om dette
Værk; den bansatte, fredløse Mand maatte haste, da Danmarks Konge
stræbte at faae ham i sin Vold, men
Marsk Stig han bygged det Huus paa Bijelm, han satte der Muur og Tinde;
Kongen drog der for med al sin Magt, ’han kunde det ikke vinde.
Saalænge Marsken var i Live, kunde Kongen ikke vinde Borgen;
men hin drog ofte ud af den, hærjede Kysterne og røvede paa Havet —
først var han Kongens Fjende, og det med Grund; da han, efter
Mordet paa Erik Glipping, blev erklæret fredløs og sat i Ban, traadte
han tillige op som sit Fædrelands Fjende, til dettes ubodelige Skade, thi
De store Ege i Skoven staae, naar de udi Storm nedfalde,
Da slaae de neder baade Hassel og Birk, og andre smaa Ymper med alle.
Og det gik her som altid: »Hvad Konger og Høvdinger sig
forseer, det gaaer ud over de Armea. Men det gamle Ordsprog:
»Naar Visen er død, flyve Bierne vilde«, sandedes med Marsken og
hans Mænd, thi saasnart han var stedet til Jorden, kom der Strid
mellem hans Vaabenfæller; Erik Menved drog nogle Aar senere til
Hjelm, indtog Borgen og ødelagde den.
Fra hin Tid har Hjelm været kullet; den er i mange Aar
derefter kun bleven brugt som Græsgang for et vildt Stod. For nogk*
Aar siden blev et Fyr opført midt paa Øen, saa at der nu lyser
Advarsel og Værn mod Fare fra det Sted, som i fordums Tid udsendte
sin Røverskare over Hav og Land.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
