Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
findes; men mærkeligst er Øen bleven ved Legenden om den hellige
Snnniva og hendes Følge, samt ved sit Kloster.
Sagnet beretter, at i Keiser Ottos og Haakon Jarls Dage forlod
en irsk Dronning, Sunniva, kjed af Hedningernes Anfald, sit Rige
og fulgtes af mange Frivillige. De dreves hen til de norske Smaaøer
Kinn og Selje, hvor de en Tidlang opholdt sig. Bønderne i Egnen,
der antoge de Fremmede for Vikinger, meldte Sagen for Jarlen, som
kom til Øen med mange Stridsmænd. De christne Mænd gik da ind i
Bjerghulerne paa Selje og bade til Gud, at han vilde ende deres
Lidelser, hvorpaa et Steenskred dækkede Hulernes Aabning og begrov
dem. Senere saae man efter den hedenske Haakon Jarls Fald et
underligt Skin der paa Øen og fandt et Mandshoved, der gav en deilig
Lugt fra sig, og Olaf Tryggvessøn, der lod anstille Undersøgelse,
opdagede, at den unge Dronnings Lig var ganske friskt. Helgenindens
Been bleve da nedlagte i et Skrin, der senere flyttedes til Bergen, og
den 8de Juli blev siden hendes og hendes Følges, »Seljemændenes«
Festdag og er endnu en af Almuen kjendt Mærkedag. Efter Legenden
skal mellem disse hendes Ledsagere have været hendes Broder,
Albanus, rimeligviis den bekjendte engelske Martyr af samme Navn,
hvis Levnet saaledes er blevet localiseret for Norge. Til hans Ære
byggedes det Benedictinerkloster paa Øen, hvis Levninger endnu
forskjønne dan vilde Egn.
Vi kunne ikke forlade Stat og Selje uden at tilføie nogle Ord
om endeel heryærende Naturmærkværdigheder. Egnen er nemlig
særdeles rig paa Huler, af hvilke vi allerede have berørt dem, der
efter Sagnet skulle have tjent den hellige Sunniva og hendes Ledsagere
som Tilflugtssted. Endnu større og selsommere er den paa
Statlandets nordlige Side, Søndmøre-Siden, liggende Dolsteens-Hule.
Man maa, for at komme til den, klavre med stor Besværlighed
gjennem en steil Steenur, ved hvilken det, naar Havet bryder, er meget
vanskeligt at lande. Først kommer man da ind i en stor Forhal, den
ydre Hule, der er hundrede Alen lang og meget høi. Indenfor denne
er atter en ny Hule, hvori man kan trænge frem ved Hjelp af Fakler,
og til hvis inderste Bund Ingen endnu er naaet hen. I Storm skulle
de Besøgende her kunne høre Havet rase over deres Hoveder. Almuen
fortæller, at Hunde, som ere slupne løs i den indre Dolsteenshule, ere
komne frem igjen i Skotland (!). Flere af disse Huler afgive naturlige
Stalde for de her omkring i hundredeviis græssende Faar, der gaae
ude næsten hele Vinteren, og man finder derfor mangesteds ophobet
uhyre Masser af norsk Faareguano. De nævnte Huler paa Selje ere
endog af den Grund blevne saagodtsom utilgængelige.
Kulien og dens Fyrtaarn.
. Naar man fra Höganäs kjører til Kullen, fremstiller sig ved
en Omdreining af Veien pludseligt det rødbrune, nøgne Klippeparti,
som Reisen gjelder. Lodret hæver Klippen sig op af Havet, som
en Kæmpe, hvem hverken Tid eller Aar have formaaet at bøie;
eensom staaer den der i sin hele Majestæt og skuer ligesom
medlidende ned paa det lille Fiskerleie, dér ligger ydmygt ved dens
Fod. Fra nu af gaaer det bestandigt opad ind imellem Fjeldet. Noget
tilbage viser det udstrakte Hav sig, til Billedet igjen vexler og man
kjører ind igjennem en venlig lille Bøgeskov, der næsten lader En
glemme, hvor man befinder sig. Kort efter standser Vognen ved en
stor og pyntelig Gaard, det er hos Eieren af Kullen. Derfra begynder
Fodvandringen. Mod Syd skrider man hen over en flad, men stenet
Jordbund, sparsomt bevoxet med Lyng, Timian og andre Hedeurter.
Klippen, som overalt springer frem, danner her dybe Kløfter, Afgrunde,
bratte udhængende Skrænter over Havet, der stiger og falder, skjuler
Klippeblokkene og forlader dem igjen, uden varigt at kunne gjøre sit
Herredømme gjeldende. Veien gaaer til Fyrtaarnet; men Vandreren
standses jævnligt ved de forskjellige Pynter, fordi man ikke kan
mod-staae det Fristende, det Lokkende, der ligger i at vove sig saa langt
ud som muligt og kige ned i de svimlende Dybder, iagttage den
forskjellige Form af Klipperne, og den vexlende Udsigt, der fremstiller
sig gjennem enhver Kløft. Disse Klipper, som i Dagslyset speile deres
phantastiske Toppe i Vandet, og om Aftenen, naar Solen ga&er ned,
kaste lange, mørke Skygger ud over Bugten, ere skarpe, kantede,
afbrudte, henkastede i et vildt Chaos, omskyllede af en skummende Sø,
ved Efteraarstid en Standplads for Maager, Ryler, Ænder og andre
Havfugle, som undertiden bedække dem i store, skrigende Skarer.
Oppe i Skoven, som rager ud over Klippen, kurrer Skovduen, nedenfor
skriger Havørnen, hér blomstrer Pigæble, hist Malurt, her trives Gyvel,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
