Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
I Stockholms Skjærgaard Midsommersaften.
Medens Jnlen samler til Glæde og Fest indenfor Hnsets
hygge-lige Ame, bringer den tilsvarende Dag i Skjærsommermaaneden Hjertet
til at svulme og gjør En Stuen for trang. Man maa ud i den
friskt-udsprungne Bøgeskov for ret at kunne hengive sig til Fryd over, at
Naturen er vaagnet til nyt Liv, og i tusindviis flokkes derfor Folk om
»Kirsten Piils« Kilde i Dyrehaven, om end ikke for at læges ved dens
helbredende Vand, saa dog for at styrkes ved de solidere Stoffer, der
indtages i dens Nærhed.
I Stockholm derimod, hvor ingen Bøgeskov vinker, er det især
de blanke Fjorde, de stille Vande mellem mørke Skjær og Holme, som
paa Sct. Hans Dag give Scene til det almene Skuespil. Birken staaer
nu i sit feireste Grønne, ogsaa Naaletræerne have friske, lyse Knopper,
og de haardføre Ege tage Kroner paa. Den ældgamle nordiske Skik,
at smykke Husene med Grønt, som forlængst er gaaet i Glemme hos
os, holdes derimod i Hævd den Dag i Dag af Svenskerne. Talløse
Pindevogne med Birkeløv, lignende rullende Træer, forvandle
Mid-sommerdagsmorgen Stockholms Torve til midlertidige Skove, ligesom
Tilfældet er med vort Amagertorv i Julen. Husene smykkes fra dette
Marked paa Aarets længste og »skjønneste Dag«. Man gaaer ind i
den eleganteste Boutik, saavelsom i Skillingshandlerens Bod, gjennem
en Portal af Birkeblade; hvert et Kjøretøi, fra Bondens Kærre til det
stolte Locomotiv, bærer sine grønne Grene, saavelsom Dalkarlens Baad
paa Mälaren og det store Dampskib, der gaaer over Østersøen. Op
ad Dagen er der et Liv i Stockholms Omegn, som vi her i Danmark
egentlig kun kjende af vore Forældres Fortælling. Hele Stockholms
Middelstand og Almue pakker den Dag Madkurven med det Bedste,
Huset formaaer, forlader tilfods, tilvogns og tilvands Byen og søger sig
en Plads, hvor der er grønne Træer. Mange Dampslupper bringe
Ladninger af glade Mennesker til de utallige henrivende Punkter i
Omegnen. Gaaer man om Eftermiddagen ombord i Kanaldampbaaden og
gjør med den Touren gjennem Mälaren, vil man der faae et Syn, som
man skal reise langt for at see morsommere og gemytligere. Alle de
utallige Klippeøer, som fylde denne Sø og til dagligt Brug ligge øde,
have denne Dag faaet Liv og Beboere; ved Bredden ligger en Rojolle
og Øen er taget i midlertidig Besiddelse af een eller flere Familier,
alt efter sin Størrelse, og undertiden ere de meget smaa. Her er
Madkurven eller Punschen fremme, og »Alle ere de glade« og ofte
meget ligefremme i Maaderne at gjøre sig det bekvemt paa.
Dampskibet hilses med Hurraraab, Pistolskud og tomme Flasker, der
hensynsløst ofifres paa Klipperne. Damerne vifte med deres Tørklæder,
Forklæder, Chaletter o. s. v., som om de vare stedte i Livsfare, og
den just ikke altid pure Ungdom, der i Almindelighed er i Begreb med
at klæde sig af eller paa, med mindre den er i Mellemstadiet, hilser
paa sin eiendommelige Maade. Dampskibets Befolkning hilser igjen
paa samme ivrige Maade med Hurraraab, tomme Flasker, eller med
tordnende Latter, naar en Dreining i Farvandet uventet aabenbarer et
Billede af »badende Ynglinge«. Men alt gom Skibet fjerner sig mere
frarByen, blive disse glade Scener sjeldnere, og naar det ved
Söder-telje har landsat de Passagerer, som kun »følge paa Vei«, er
Kanal-selskabet ene med sig selv og den store Natur. Det lakker mere og
mere ad Aften, og Skibet naaer, medens Solen synker, ud i
Skjær-gaarden. Dette mærkværdige Archipel dannes af granbevoxede Klippeøer
i tusindviis; de bære Spor af at være Vindens og Havets Eiendom.
Unge Træer voxe frem, gamle styrte om, raadne paa Stedet, eller
føres bort af Strømmen. Det er en Ørken af Vand og Steen, eensom
og stille som alle de Steder, der ere ubesøgte af den cultiverende
Menneskehed. Mellem disse mange Klipper og usynlige Skjær baner
Skibet sig Vei, langsomt og forsigtigt. Det er nu Nat, men langt
lysere end hos os. Hele den nordlige Himmel gløder i Aftenskjær;
paa denne straalende Grund og i dens Speil i det stille Vand tegne
Granerne i Baggrunden og Skibets Takkelage og Befolkning sig som
sorte Silhouetter. Paa Dækket er der nu ikke mere Trængsel, men
dog en lille Skare og deriblandt en Dansk, som foretrækker den svale
Sommernat for den kvalme Kahyt, hvor Mennesker ere stuvede ind i
Alkover eller hængte op i Kroge under Loftet i Køier. Han har denne
Nat samlet sig en Krands af uforglemmelige Minder om den skjønne
Natur og om det livsglade, hjertelige svenske Folk, der vistnok er det
elskværdigste paa Jorden ved et lystigt Lag med Punschen og
Sodavandet, med det uudtømmelige Anekdoteforraad og med den friske,
evigunge og aldrigtrætte Sang.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
