Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Terrainet omkring Skarritssøen hæver sig skovklædt til alle
Sider, saaat Vandspeilet aldeles ikke gjør sig gjeldende i Landskabet;
men kommer man fra den nærliggende Landsby Jyderup ned mod
Skoven og følger langs med denne enten til Høire mod Sølyst, eller
til Venstre mod Delhoved, aabne. Træerne sig pludseligt og give
Plads for en Udsigt saa smilende, saa ægte dansk, at man maa være
et høist utaknemmeligt Menneske for at gaae den ligegyldigt forbi.
De prægtige høistammede Bøge løbe, paa et enkelt Sted nær, lige ned
til Søen, kun efterladende en smal, fugtig Strimmel Jord til Ellekrattet;
Kysten er tunget ud og ind, og hver Odde bærer sit Parti af
Bøgekupler; Vandspeilet er her glat og mørkt, hist sølvstribet af
Kastevinden, som farer ned fra Skovbakkerne. Og over det Hele er der
udbredt en velgjørende Søndagsstilhed. Fjerner man sig fra Søen og
fordyber sig i de store Skove, træffer man kun faa, megét lidt befærdede
Stier, og støder da snart paa en aaben Knoldemose med Echo over
imod Skovvæggen, snart paa en steil Bakke med Træer lige til Toppen;
men Skovgjesterne indskrænke sig her mest til en eensom
Brændehugger eller et forbifarende Raadyr, dog — man savner neppe det
større Selskab herinde.
Skoven paa den sydlige Side af Søen, Delhoved, som den
kaldes, er det egentlige Endepunkt for Omegnens Skovtoure, idet man
her fra en betydelig Høide seer ned over Skoven, Søen, de smukke
trærige Halvøer og over til Skovene paa den anden Side, der her
atter hæve sig terrasseformet iveiret. Et ikke mindre besøgt Sted er
• Præsteskoven« ved den østlige Side af Søen; lige udenfor den ligger
Grev Lerche til Lerchenborgs Landsted »Sølyst«, en net lille
Bygning, mere udmærket ved sin henrivende Beliggenhed end ved sin
Stil. Bagved Huset og heelt op til og omkring det strækker sig den
høie Bøgeskov; Landeveien løber foran det ind i Skoven, og paa den
anden Side af Veien breder den venlige Indsø sig med sine bugtede,
sivbegroede Kyster, beklædte med Skov, der fortoner sig Qernere og
fjernere op mod det høie Delhoved. Fra Sølyst fører en med
»Naturbænke« vel forsynet Spadseresti — hvorfra Afbildningen er taget ■—
tilhøire langs Søen op til Borgstedet af det ældgamle Skarritsholm,
der vel i sin Tid har behersket Egnen, liggende paa tre Holme i en
Bugt af Søen, som nu forlængst er forvandlet til en frodig Eng, græsset
af fredelige Køer fra Boelstedet, som ligger luunt og godt i den forrige
Borggrav. Grundvolden af tre Bygninger er endnu tydelig, og de
op-pløiede Muurbrokker tilligemed de kolossale Rester af mægtige
Elmetræer, der rimeligviis først efter Borgens Fald ere spirede frem paa
Voldskrænten, pege hen paa en meget fjern Tidsalder. Fra Delhoved
fører en romantisk Passage, næsten som en Bjergsti, ned til Rangle
Mølle, den øverste af de, efter en enkelt Mølle saakaldte, Kongens
Møller, der alle udmærke sig ved deres malerirfke Beliggenhed langs
med en rivende Strøm, som har sit Udløb i Tiissøen.
Pasvig-Elven og Elvenæs i Sydvaranger.
Naar Beboerne af det sydlige Norge tale om Finmarken, er
det i Regelen med Forestillinger om denne Landsdeel, som ligne dem,
man før i Tiden forbandt med Tanken om Tilstanden i »ultima thule«.
At det under saadanne Omstændigheder ikke er almindeligt at vælge
disse Egne som Maal for en Udflugt, kan man let tænke sig;, men paa
den ånden Side ligger der jo ogsaa heri en vis Tiltrækning, som især
virker paa den, der allerede har seet Meget af den øvrige Deel af
Verden. Ved at reise til Finmarken faaer man snart Bekræftelsen paa,
at man har gjort denne Deel af Norge Uret i mange Henseender, og
at Forholdene der ikke ere saa forunderlige, som man søndenfjelds er
vant til at forestille sig. Naar man kaster Øiet paa de medfølgende
to Skizzer, maa man vistnok ogsaa indrømme dette; Prospecterne ere
ikke meget forskjellige fra dem, man kan see i sydligere Egne. Gaaer
man efter den første Beskuen over til at kige bag Goulisserne, træder
dog snart den store Forskjel frem. Disse Skizzer give eiheller en
Forestilling om Finmarksnaturen i Almindelighed; thi den er i Sandhed
tarvelig. Følger man Kysten fra Hammerfest til Vadsø, en Strækning
af omtrent tresindstyve Mile, vil man neppe see et Træ eller en Busk,
kun Fjeld, hist og her kummerligt dækket med Mos og tyndt Græs.
Desto mere forbauses man, naar man ved Pasvig-Elvens Udløb
dreier om en Odde for at naae til El ve næ s. Paa eengang ligger det
yndigste Landskab for En; Elvebredderne ere tæt bevoxede med Birke,
iklædte den for disse Træer egne, livlige grønne Dragt; bist og her
findes en lidt større Plet Græs og i Baggrunden ligefor ligger Elvenæs
paa en fremspringende Odde i Elven. Finmarkens Flora er vel fattig
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
