Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Bjørns Hustru, hvis Sjæl hvile i Fred«. Paa en anden, som ved
Optagelsen gik i mange Stykker, læstes: »Under denne Steen hviler
Sicelia Huusfrue, som gav Hovedø meget Gods, navnlig for sin Sjæl. ..
sin Faders, og Arna sin Moders og Jon sin Broders, hvis Sjæle hvile
(i Fred)«, samt en latinsk Bøn. Hendes kjærlige Opoffrelse har i flere
Aarhundreder bevaret hendes Navn for Efterslægten og lader os kaste
et Blik ind i et Liv, af fhvis Historie vi forgjeves stræbe at erfare
mere. Hun var selv i heel Figur udhugget paa Ligstenen.
Paa Øen findes foruden Ruinerne kun tre Bygninger: to
Krudt-taarne, nu Opbevaringsstedet for Christianias Krudtforraad og et Huus
for to Veteraner fra Fæstningen, som bevogte hine; en skriftlig
Tilladelse til at besøge Øen raaa forevises dem, inden man faaer Lov at
sætte Foden paa dens Grund. De værne om Ruinerne, som de betragte
med stor Kjærlighed, søge efter bedste Evne at være Ciceroner og ved
Hjelp af en trykt Grundtegning, som Ingen kan finde Rede i, at vise,
hvad hvert Rum har været benyttet til. De beklage ofte med et Slags
Indignation, at der kun kommer saa Faa for at see Øen, og at Alle
drage til Ladegaardsøen, hvor der dog ikke er nær saa Meget at see,
som her. At den Forandring, de faa Fremmedes Ankomst frembringer
i deres eensformige Liv, og den Gave, de pleie at modtage, mere end
Kjærlighed til den Mærkværdighed, de forevise, er Grunden til dette
Udbrud, behøver man jo ikke strax at være saa prosaisk at forudsætte.
Land-Guder paa Suallivare i Vestfinmarken.
Paa den Tid, da Nordens øvrige Folkefærd søgte lidt nøiere
Kjendskab til Finnernes og Lappernes egentlige Gudetro, var denne en
sælsom Blanding af Hedenskab og Christendom, idet de vel førte deres
Børn til Præsten, for at lade dem døbe, samt selv søgte Kirken for at
høre Prædiken og nyde den hellige Nadvere, men dog hemmeligen
holdt ved deres hedenske Skikke og drev Afguderi i Løndom. De
havde deres Land-Guder, som de kaldte dem, staaende i Skove og
Ødemarker — store Stene, høie Træer eller Træbilleder, som de gjemte
i en Hule eller under et Fjeld; Flere sloge sig sammen om een Afgud,
til hvilken de da offrede. Tillige dreve især Finnerne efter en stor
Maalestok allehaande Trolddomskonster, for hvilke de have været
berygtede fra de allerældste Tider. Kong Christian IV lod derfor i Aaret
1609 udgaae den Befaling, at alle Finner og Lapper, som bleve
overbeviste om Trolddomskonster og ikke vilde aflade dermed, skulde
straffes paa Livet, medens de, som med skjellig Aarsag mistænktes for
at drive Sligt, skulde forvises Landet; roen dette Kongebud virkede
ikke stort mere end andre Befalinger at samme Natur, da Troen lige—
saalidt i Finmarken, som andetsteds, kan indpodes ved Magtbud. Kong
Frederik IV tog Sagen fornuftigere; han oprettede en evangelisk
Mission for disse nordlige Dele af Landet, samt anviste den de nødvendige
Indtægter til at bygge og underholde Kirker, Forsamlingshuse og Skoler.
Nidkjære Mænd til at røgte Lærerembedet vare strax rede, og ad
Mildhedens Vei opnaaedes i Aarenes Løb et Udbytte, hvorom der
aldrig kunde have været Tanke ved haarde Midler.
Af de ovenfor omtalte, tarvelige Land-Guder forelægge vi en
Prøve ved et Billede, taget paa Toppen af Fjeldet Suallivare, og
fremstillende to opreiststaaende Klippestykker, der i ældre Dage
dyrkedes af Lapperne som Guder af ringere Art; thi de troede, vel at
mærke, førend de kjendte og antoge Christendommen, paa en høieste
Gud, alle Guders og Væseners Fader, og paa hans Søn, der skabte Verden.
Westerås i Westmannland.
Mälarens store Bassin kan lignes ved en Skjærgaard; med dens
mangfoldige større og mindre Sunde og Vige har dens Natur Lighed
med den, som hinsides Norrströms Forening med Saltsjön udbreder sig
langt udover Havet. Den omgives af Landskaberne Uppland,
Westmannland og Södermannland og udgjør egentlig Sverigs Midtpunkt.
Ved et Blik paa Kortet ledes Tanken uvilkaarligt hen paa de
voldsomme Naturomvæltninger, der engang maae være foregaaede i disse
Egne. Naar man betænker, at Hjelmaren ligger 80 Fod over Mälaren,
eller naar man staaer ved en af Hjelmarcanalens øvre Sluser og vender
Øiet mod den nedenfor Canalen og Arboga-Aaen gjennemskaarne Dal
med Mälaren i’ Baggrunden, finder man det ganske saudsynligt, at en
fra Hjelmarsiden vældende Vandmasse har styrtet sig ned i den Dal,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
