Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Sagen gik siden til Rettergang, for at Brahe kunde faae Mistanken
aftvættet. Det var i Aaret 1548. — Et Hundredaar senere finde vi i
Vemmetofte8 Historie et andet Exempel paa den Tids Raahed. Den
rige Holger Rosenkran ds havde noget Udestaaende med Lunds
Biskop, den gamle Mads Jensen Middelfart; da han en Markedsdag
var i Lund — han eiede ogsaa Godser i Skaane — gik han ind i
Bispegaarden, lod sig beværte der og vilde endogsaa tvinge Bispens
bedagede Hustru til at træde en Dands med sig. Nu blev Biskoppen
for Alvor fortørnet og talte Hr. Holger til, som han havde fortjent —
men han kastede Biskoppen til Jorden og slog ham, saa Blodet flød
baade af Næse og Mund. Biskoppen reiste strax, som han gik og
stod, til Kjøbenhavn og fremstillede sig for Kongen; der blev 4a ogsaa
anlagt Sag mod Hr. Holger — men hvordan det nu gik eller ikke,
Rosenkrandserne var en mægtig Familie, og først sex Aar efter, i 1635,
faldt Herredagens Dom, hvorefter Hr. Holger skulde bøde 1000 Daler.
Det.var naadigt sluppet, men Christian IV skal ogsaa have sagt: *Ja,
dersom jeg havde haft saa mange Svogre i Retten, som Holger, saa
havde min Præst^Dr. Mads, nok faaet en anden Dom«.
Det er just ikke de mest smilende Billeder, vi her have
fremdraget af Vemmetoftes Historie, men det er maaskee dem, som bedst
kaste Lys over deres Tid: ikke, at man skulde kunne bedømme den
hele Samtid efter en enkelt overmodig Adelsmands Optræden, eller at
man skulde kunne anlægge ham som Maalestok for den hele Stand,
men man seer i Almindelighed bedre tilbunds i en Tidsalders
Tænke-maade, naar man seer den i dens ukonstlede, raae Handlinger, end
naar man søger de blankeste Sider frem.
I 1694 solgte Fru Anna Sophie Krabbe og Fru Margrethe Krabbe
Vemmetofte Gaard og Gods til Christian V’s Dronning Charlotte
Amalie, som ved dette Kjøb afrundede sine betydelige sjællandske
Jordeiendomme saaledes, at hun besad det hele Stevns. Med dette
Aar begynder det andet Afsnit i Vemmetoftes Historie,) Slotsperioden.
Saalænge Charlotte Amalie levede, blev Vemmetofte imidlertid ikke
egentlig Residens, thi Dronningen havde mange Eiendomme rundt om i
Landet og tilbragte gjerne Sommeren med Besøg paa dem. Men efter
hendes Død, da hendes Søn Frederik IV sad paa Danmarks Throne,
medens hans yngre Søskende, Prinds Carl og Prindsesse Sophie
Hedevig havde arvet Vemmetofte og Gjorslev, da begyndte det egent-
lige Hofliv der paa Gaarden. Charlotte Amalie var en udmærket
Kvinde, og hendes Børn havde arvet hendes Dyder, om de end havde
skiftet detn imellem sig ligesom hendes Jordegodser. Moderen var en
mild, religieust bevæget Charakteer, og den samme Fromhed, som
besjælede hende, finde vi paa forskjellig Maade hos begge de yngste
Børn, medens hendes kongelige Søn havde arvet hendes Driftighed,
Arbeidsdygtighed og kjække, vittige Lune.
Det var ikke strax ved Dronning Charlottes Død, at
Vemmetofte blev fast Residens for de to kongelige Børn; i de første Aar tog
Prinds Carl og hans Søster kun af og til Ophold paa Vemmetofte, og
først fra 1721 begynder deres stadige Liv her. Det var en Skyggeside
i Frederik IV’s Liv, der drev hans Søskende fra ham, nemlig den
Omstændighed, at han kort efter sin Dronnings Død, den 15de Marts
1721, ikke blot fornyede — om man saa tør kalde det — eller
ratihaberede det tidligere morganatiske og bigamiske Ægteskab med Anna
Sophie, men endogsaa umiddelbart derefter paasatte hende den Krone,
som nogle Uger i Forveien var baaren af Dronning Louise. Det var
denne sidste Handling, der gjorde Brudet mellem Søskendene
fuldstændigt. De droge nu til Vemmetofte og besluttede sig snart til at
blive der bestandigt. Alt blev indrettet efter den Tids Begreber om
Bekvemmelighed og Pragt, og med alle Hensyn til Beboernes særlige
Interesser og Leveviis. Prindsen havde sin fortrinlige Stald og sit
chemiske Laboratorium, hvor han under sin Livlæges Auspicier
forgjeves søgte de Vises Sten — thi Alchymien var Tidens Lyst, og
Guldmageriet var endnu i Pris. Prindsessens Tilbøieligheder gik mere
i den naive Retning og minde os levende om det forrige Aarhundredes
Hyrdestykker: hun havde alle mulige Slags Dyr, hun havde sin egen
Væv, sit eget lille Kjøkken, sine egne unge Køer og sin egen
Melke-stue; men ved Siden af disse Ting, som ikke var Andet end Tidens
Legetøi, havde hun to Interesser, der levende sysselsatte hende —
Maleri og Læsning.
Vi omtalte ovenfor, at baade Prinds Carl og hans Søster havde
arvet Moderens Religieusitet. Hos hende var det navnlig Kjærligheden
til den reformeerte Tro, hendes Barnetro, hvori hendes Religieusitet
gav sig Luft, og vi have mere end eet Vidnesbyrd om den Maade,
hvorpaa hun anvendte sin Indflydelse hos Kongen til at sikkre de
Re-formeertes Stilling i Danmark. Hos Børnene var det en reen og
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
