Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
udvendigt, men af Choret kun den her afbildede lille Portal mod Syd,
en af Kirkens skjønneste Detailler. Hele det Indre har derimod
undergaaet en fuldstændig Fornyelse i passende Stil; endel nødvendige
Afstøtnings- og Foringsarbeider ere foretagne, Pulpiturerne ere
bort-skaffede, Loftet er løftet, for at give Plads til Orgelet over
Vaaben-husbuen, Sideskibene ere forhøiede og Vinduerne der have faaet deres
oprindelige Form samt Vegstensindfatninger, Chorbuen er udvidet og
forhøiet, nyt Gulv er lagt, nye Døre ere indsatte, og Vinduerne samt
Glasdørene forsynede med blyindfattede, malede Ruder.
Communen har vel maattet bringe store Offere A denne
Anledning, men Kirken er ogsaa nu i Sandhed imponerende og kan med
Rette regnes blandt de skjønneste i de nordiske Riger.
Tinsøen i Thelemarken.
Tin søen ligger i Thelemarken, er fire Mil lang, og et af
Norges vildeste Fjeldvande. De mangfoldige Reisende, der aarlig
dampe den igjennem, for at besee Rjukan og Gousta, forbauses
over dens Storhed og Vildhed, selv i Godvejr. Men kun Den, som
har faret i en skrøbelig Baad langs dens Bredder, naar Kastevinden
og Lommen har sunget omkap, kan gjøre sig et nogenlunde tydeligt
Begreb om disse Fjeldes Høide, med sine vilde Styrtninger, steile
Bredder og de uhyre, nedstyrtede Klippeblokke, som ligge hist og her,
ofte lige ved Siden af menneskelige Boliger. Tinsøen har nu et lille
af Bygden bekostet Dampskib, der fragter Folk og Varer, og er istand
til at trodse et voldsomt Uveir, saa der nu ingen Fare er hverken
Vaar eller Høst. Men før, da alt Samkvem med Vestfjorddalen, Tin
og de andre Bygder ved Vandet foregik med Baade, hørte man ofte
tale om Forlis og Druknede. Den eneste Postvei gjennem Bygden
gaaer paa Søens østre Side, men benyttes kun om Vinteren, naar
Vandet er ufarbart ved Is eller Uveir. For fem, sex Aar siden lagde
den Reisende Mærke til, eller blev gjort opmærksom paa, de ofte
langs Bredden opkastede Stenrøser, hvorpaa var sat et Kors — der
var En ellei Flere druknede. Vanskelig kunde saadanne Ulykker
nndgaaes, fordi Baadene altid vare elendige, og Vinden i Regelen
kommer pludselig, saa der ofte ryger op en Storm, før man aner det.
Desuden er der een Omstændighed, som gjør, at Redning, naar Baaden
var kæntret, næsten blev umulig, nemlig den, at ikke een Tindø] kan
svømme, hvorfor han har det samme Raisonnement, som de norske
Fiskere: at det lidet nytter at trodse Skjebnen.
Tinsøen er en ægte Repræsentant for den vilde norske
Fjeld-vandsnatur. Paa Vandets østre Side — Billedets høire Side — ere
Fjeldene næsten bedækkede af tyk Furu- og Granskov, der for
Størstedelen tilhører en Rigmand i Skien, og her er Naturen noget mindre
vild. Paa den anden Side derimod findes den rigeste Afvexling af
Stenrøs, Skov og nøgne steile Fjeldvægge, hvor selv den nøisomme
Furu ikke kan fæste Rod. — Her findes den dybe Revne, eller rettere
Rende i Fjeldet, hvor, efter hvad der fortælles, Jutulen gled paa Hælen,
da han vilde gaae over fra den ene Fjeldryg til den anden, og faldt
ned i Søen, i hvilken Anledning han erklærede, at det var den dybeste
Vandpyt, han havde traadt i. Paa en fremspringende Kant af den
steile Fjeldvæg skal en Svensker have reddet sit Liv, ved at gjøre et
eller andet Konststykke lige ude paa Randen. Længere op gik for
lang Tid siden, men dog i Mands Minde, et overordentlig stort Stykke
af Skoven ud i Søen, og med saadan Voldsomhed, at Noget endog
kom over paa den anden Side. Braget var forfærdeligt og hørtes
mange Mile omkring. Fjeldsiden staaer fremdeles skovløs, og der er
neppe Grus paa den blanke Sten. Medens Skydstrafiken endnu var i
fuld Flor, blev enhver Reisende af Skydsfolkene gjort bekjendt med
Egnens gamle Sagn og andre Mærkværdigheder. Blandt disse havde
man ogsaa en Historie om en Præst. Denne skulde engang reise paa
Visitas, men blev paa Veien overfalden af et frygteligt Uveir, hvorved
Baaden kæntrede, og Præsten maatte, da det ikke er muligt at klavre
opad de steile Bredder, tage sin Tilflugt til en stor rund Sten, som
rager over Vandfladen. Her opholdt han sig i Storm og Stygveir over
tre Dage før han blev reddet, og maatte imidlertid, for at stille sin
Sult, æde sine Skindbuxer Stenen kaldes fra den Tid »Præstestenen«.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
