Om Gjensidighedsforholdet mellem Grund og Følge og de sproglige Vidnesbyrd derom i visse, nærmest græske, Sætningsîorbindelser.' Af C. P. Christensen Schmidt. Forestillingen om Grund kan — bortseet fra forskjellige specielle Nuancer, der kunne influere paa det sproglige Udtryk, saasom Forskjellen mellem den objective og den subjective Grund, den foraarsagende og den hindrende Grund, den virkelige og den foregivne Grund o. a. l. — gjøre sig gjældende som Gjenstand for sproglig Betegnelse i to Hovedskikkelser. Enten kan der tænkes paa Grunden som bevirkende Grund, Grunden, hvorved et Forhold fremkommer, Grunden til. at Noget er, eller der kan tænkes paa Grunden som bevisende Grund, Grunden, hvoraf en Forestilling fremgaaer, Grunden til, at Noget antages. Vi kunne betegne hiin som den reale, denne som den logiske Grund. Nu forholder det sig jo ganske jævnlig saaledes, at hvad der i Tingenes reale Sammenhæng er en Følge af noget Andet, i Forestillingernes logiske Sammenhæng kan være det første Givne, hvorfra man slutter til dette Andet, saa at, Slutningens Rigtighed forudsat, den logiske Grund bliver — den reale Følge og den logiske Følge — den reale Grund. Naar saaledes, for at tage et særligt populairt Exempel, en Mand er fuld eller gal, pleier han at tee sig meer eller mindre abnormt i Ord og Gjerning; naar derfor paa den anden Side en Mand fører underlig Tale eller viser paafaldende Adfærd, slutter man ikke sjelden igjen deraf, at han maa være enten fuld eller gal. Den Sigtede vil jo 1 ' Meddeelt — paa en Deel senere Tilføininger nær — i philol.-histor. Samfund den 17de April 1890.