Gjensidighedsforholdet mellem Grund og Følge. 17 sluttes af den’. Og naar paa den anden Side Thetis Iliad. I, 418 efter at have talt til Achilleus om hans kortvarige og jammerfulde Tilværelse tilføier: τῷ σὲ κακῇ αἴσῃ τέκον ἔν μεγάροισι, saa betegner τῷ der Følgen og skal ikke betegne Andet; men det er den logiske Følge, Slutningen, hun uddrager af Sønnens korte og jammerfulde Tilværelse; i Virkeligheden er den onde Skjæbne, der har hvilet over hans Fødsel, Grunden til, at hans Tilværelse er saa kort og usalig. Paa samme Maade staaer τῷ ogsaa Iliad. V, 209 og Odyss. KIX, 1259. I disse Forbindelser, som jeg her ikke kan dvæle videre ved — de forekomme selvfølgelig ogsaa baade i andre Sprog og i andre Former —, har altsaa det sproglige Udtryk kun at gjøre med det logiske Forhold, det reale opdage vi først ved Analyse af de bagved liggende Forestillinger. Men dernæst gives der for det Andet ogsaa Tilfælde, hvor begge Forestillinger utvivlsomt ere til Stede i selve det sproglige Udtryk. Jeg skal først gjøre opmærksom paa den bekjendte Udsagnsform, der er repræsenteret i den latinske Sætning «secundas res immoderate ferre levitatis est» (Madv. lat. Sprogl.? § 282, gr. Ordf. § 54). Her er der formelt kun Tale om det reale Forhold mellem Letsindighed og Mangel paa Maadehold i Lykken, /evitatis est betyder i sig selv kun er en Yttring af Letsindighed, kommer af Letsindighed; Genitiven er en simpel Tilhørighedsgenitiv, hvortil der jo jævnlig føies officium eller munus, gr. ἔργον, og selv om der maaskee kan findes tilføiet ogsaa signum, 1 Ogsaa ὅτε kan her ikke betegne Andet, hvad enten man med Imm. Bekker — som jo i saadanne Tilfælde skriver adskilt ő τε — betragter det som eenstydigt med ὅτε eller, hvad jeg anseer for rigtigt, hos Homer saa vel som hos de Senere antager den causale Betydning for en Nuance af den temporale (s. om alle de herhen hørende Spørgsmaal min Afhandling i Nord. tidskr. f. filol. n. r. X S. 89—159). Sætningen med ἐπεί Odyss. XV, 489 er af forskjellig Art; den indeholder ikke Følgen af Hovedsætningen, men selve den i Hovedsætningen omtalte Begunstigelses specielle Indhold, og ëxsí er vel ikke engang egentlig causalt, men mere explicativt (fordi = idet, som ofte i ældre Dansk, f. Ex. Riimkrøn. v. 2715 f. Hand galt theth syen oppaa hans krop, forthi ath luss the odhe hannum opp). Nord. tidsskr. f. filol. 3die række. I. ` 2