18 C. P. Christensen Schmidt: som der Lys. II, 14 findes tilføiet σημεῖον, bliver Genitiven derved neppe objectiv (signum alicujus rei, σημεῖόν τινος kan jo ogsaa være et Tegn af Noget, et Tegn, som Noget afsætter); men for den praktiske Forstaaelse betegner Sætningen væsentligt, at Mangel paa Maadehold i Lykken er et Tegn paa Letsindighed, viser Letsindighed. Ret interessant er i saa Henseende et Sted, hvor ἐστί med en Infinitiv som Subject er forbundet med Genitiv af et Ord, der betegner en Person, i Forbindelse med et appositivt Participium, d. v. s. er ligefrem construeret i Lighed med et verbum monstrandi, nemlig Eur. Iph. Aul. 1141 ff., hvor Klytaimnestra efter at have consterneret Agamemnon ved at lade ham forstaae, at hun ikke er ubekjendt med hans Hensigt, at offre Iphigeneia, siger: πάντ᾽ οἶδα καὶ πεπύσμεϑ᾽ ἃ σὺ μέλλεις ue δρᾶν " αὐτὸ δὲ τὸ σιγᾶν ὁμολογοῦντός ἐστί σου καὶ τὸ στενάζειν πολλά ` μὴ κάμῃς λέγων. Ordene betyde ogsaa her i sig selv kun din Taushed og din idelige Sukken kommer af, at du tilstaaer, men den egentlige Tanke er din Taushed osv. viser, at du tilstaaer, ὅμολογοῦντός ἐστί σου er for den praktiske Forstaaelse ganske — ὁμολογοῦντά σε μηνύει. Dernæst skal jeg tillade mig at minde om en Forbindelse, som jeg allerede for en længere Aarrække siden havde Leilighed til at henlede Opmærksomheden paa, nemlig Sætninger med et ved ὡς eller ὡς ἄν tilknyttet appositivt Participium’. Et saadant Participium betegner i sig selv kun en i Forhold til Hovedsætningen forklarende og begrundende Omstændighed, men derigjennem kan det ogsaa blive Udtryk for, hvad der fremgaaer og kan sluttes af Hovedsætningen; Betegnelsen for den reale Grund bliver ogsaa her praktisk forstaaet om den logiske Følge. Saaledes Xen. Cyr. I, 3, 5, hvor Kyros paa Astyages’ Spørgsmaal om, hvoraf han slutter, at Bedstefaderen lige saa.lidt som han selv finder virkeligt Behag i de mange Lækkerier, hvormed det mediske Kongebord var besat (καὶ τίνι δὴ σὺ τεκμαιρόμενος, ὦ παῖ, λέγεις;), svarer: Jo, thi naar du har rørt ved Brødet, tørrer du ikke dine Fingre; ὅταν δὲ τούτων τινὸς ϑίγῃς, εὐθὺς ἀποκαϑαίρει τὴν χεῖρα Eis τὰ χειρόμακτρα, ὡς τ, Nord. tidskr. f. filol. n. r. 115. 156. Ὲ