22 C. P. Christensen Schmidt: slutter af den paafaldende Kjendsgjerning, at han træffer Sokrates i Kongens Buegang, at der maa være skeet noget Eiendommeligt, som har bevirket dette Ophold paa et saa usædvanligt Sted, og der er jo ogsaa skeet det unegtelig temmelig Extraordinaire, at Sokrates, som han strax efter oplyser den Spørgende om, er bleven anklaget paa Livet. Efter sit reale Indhold er Bisætningen afhængig af Hovedsætningen, men det er ikke dette, der er betegnet, det maatte betegnes ved ὥστε; ὅτι derimod betegner Hovedsætningens logiske Afhængighed af Bisætningen, Grunden til, at Euthyphron antager, at der maa være hændt noget Usædvanligt. Spørgsmaalet kan i denne Forbindelse ogsaa være et blot formelt (rhetorisk) Spørgsmaal, der ikke kræver Svar, men har negtende Betydning, saa at Forbindelsen bliver til et blot emphatisk Udtryk for Misbilligelse af den i Bisætningen omtalte Kjendsgjerning, som Herod. VIII, 106, hvor Gildingen Hermotimos, da han ved List har faaet Ophavsmanden til sin Calamitet, Panionios, i sin Magt, tiltaler ham med de Ord: Ὦ πάντων ἀνδρῶν ἤδη μάλιστα ἀπ᾽ ἔογων ἀνοσιωτάτων τὸν βίον κτησάμενε, τί σε ἐγὼ κακὸν ἢ αὐτὸς ἢ τῶν ἐμῶν τις ἐογάσατο ἢ σὲ ἢ τῶν σῶν τινα, ὅτι με ἀντ᾽ ἀνδρὸς ἐποίησας τὸ μηδὲν εἶναι; hvormed han naturligviis mener: der er ikke skeet dig nogen Uret, som kunde bevæge dig til at handle saaledes mod mig. Ligesaa Iliad. XXIV, 239 ff., hvor Priamos, da han staaer i Begreb med at begive sig ud til Achaiernes Leir for at udløse Hektors Lig, jager de i hans αἴϑουσα forsamlede Troer bort med de Ord: ἔρρετε, λωβητῆρες ἐλεγχέες, οὔ νυ καὶ ὑμῖν οἴκοι ἔνεστι γόος, ὅτι W ἤλϑετε κηδήσοντες ; " ' Hvad Interpunctionen i disse Sætningsforbindelser angaaer, da have Udgiverne, navnlig i de homeriske Steder efter Imm. Bekkers Exempel, men ogsaa hist og her ellers, Spørgsmaalstegnet ikke efter de almindelige Regler for sammensatte Sætningers Interpunction bagefter hele Sætningscomplexen, men umiddelbart efter Spørgesætningen. Nogen særegen Opfattelse af Bisætningen eller dens Forhold til Hovedsætningen synes denne Interpunction dog ikke at involvere; i alt Fald angiver Imm. Bekker Hom. Blätt I S. 203 f. som sit Motiv kun det, ikke at skille Spørgsmaalstegnet fra Spørgesætningen (sml. Pfudel, Beitr. S. 37 og for en anden Form af Forbindelsen Klotz, præf. ad Eur. Herc. fur. p. V), og samme Interpunction — eller endog dobbelt Spørgsmaalstegn — kan man ogsaa støde paa i nyere Sprog.