24 C. P. Christensen Schmidt: selve dets Fremsættelse — thi man gjør ganske vist Spørgsmaalet, netop fordi man har draget den paagjældende Sluitning —, men det er dog ikke værdt at statuere Brachylogier, hvor det ikke gjøres fornødent’. Men disse fem Steder ere saa indtil videre ogsaa Alt, hvad jeg hos ældre græske Forfattere har kunnet opdrive af fuldkomment sikkre Exempler paa den omhandlede Forbindelse netop i denne Form; vi have den maaskee paa nogle faa Steder til, men sikkert er det ikke. I det ene (Iliad. IV, 31 ff.) er der atter Spørgsmaal om ὅτι eller ὅτε, i det andet (Soph. Ant. 155 ff.) er den paagjældende Form af Forbindelsen først indført i Texten ved en rigtignok overordentlig let og ganske tiltalende Ændring af G. Hermann (et τίνα isif. τινά), Og i det tredie (Arist. Eccl. 394 f. τί τὸ πρᾶγμ᾽ ἦν, ὅτι —) kan ὅτι maaskee være et simpelt indholdsangivende af, saa dem vil jeg her lade udenfor Betragtningen”. Denne for- 1 De Steder, man ved Xen. Cyr. VI, 3, 20 har anført til Sammenligning (Cyr. 1V, 5, 11, VII, 1, 41 f., Oec. 1, 6 ἦν Plat. R. publ. 3483A), ere væsentlig forskjellige derfra; i de to Steder af Kyropædien er den ved ὅτι indledede Sætnings Indhold ikke realt afhængigt af Spørgesætningen (i det sidste af dem kan det vel endog trods Bornemanns, Breitenbachs og Hertleins eenstemmige Forsikkring være tvivlsomt, om den overhovedet har Noget med den paagjældende Spørgesætning at gjøre), og i dem alle er i alt Fald Spørgesætningen og Sætningen med ὅτε adskilte fra hinanden ved en mellemkommende Replik af den anden Deeltager i Samtalen, som … først foranlediger den ved ὅτι indledede Sætning, medens de i det foreliggende Sted staae umiddelbart ved Siden af hinanden, og det Samme er Tilfældet Plat. Menon. 79 A (sml. Plaut. Most. 441 f. Ussing og Asin. 612 f. Ussing, paa hvilket sidste Sted Causalsætningens Charakteer som Betegnelse for den bevirkende Grund til, at Spørgsmaalet gjøres, er udtrykkeligt marqveret ved det tilføiede eo rogavi). ? Om Stedet af Aristophanes s. min Anmærkning i Nord. tidskr. f. filol. n. r. VIII S. 279 f. Ogsaa af de Steder, jeg før begyndte med, er det ene, nemlig Iliad. XXI, 410 f., af Pfudel (Beitr. S. 37) regnet herhen; men den Opfattelse af Hovedsætningens Ethos, der har bragt ham til at tage den som Spørgesætning («der Causalsatz motivirt die hohe Verwunderung, die sich in der Frage ausspricht»), er baade i Strid med det Foregaaende (γέλασσε Og ἐπευχομένη, der tvertimod betegne den som hoverende Haan) og psychologisk umulig (Ares betænker netop aldrig Noget, og det veed Athene meget godt), og desuden tale Analogier som XVII, 201 og XXII, 9 bestemt for udsigende Sætningsform. Endelig have