Gjensidighedsforholdet mellem Grund og Følge. 25 holdsviis lidet fyldige Repræsentation af en Forbindelse, som der dog kunde synes ikke saa ganske sjelden at være Anledning til at bruge, finder imidlertid sin naturlige Forklaring i, at Grækerne besad en stor Rigdom ogsaa af andre Former, hvorved de kunde udtrykke den paagjældende Forestillingsforbindelse, Former, som tildeels ogsaa andre Sprog ere i Besiddelse af, men blandt hvilke dog navnlig een efter det græske Sprogs særegne Verbalbygning og syntaktiske Tilbøieligheder maatte være uundgaaelig prædestineret til at tage Luven fra alle de andre. Af saadanne Former har jeg allerede antydet Bisætningens Tilknytning ved det mere specielt causale (egentlig temporale) ὅτε; kun dette kan der jo efter almindelig Antagelse være Tale om, hvor vi hos ca attiske Forfattere finde ő med elideret Slutningsvocal, som det i denne Forbindelse er Tilfældet Soph. El. 1326 ff., hvor Pædagogen kommer ud og irettesætter de Unge, som alt for lydeligt have overladt sig til Gjenkjendelsens Glæde, med de Nogle troet at finde den her omhandlede Forbindelsesform i det mærkelige Sted Iliad X, 141 f., og jeg tør, da Forbindelsen dog i alle Tilfælde bliver haard og uklar, ikke længer udtale mig saa afvisende om denne Opfattelse, som jeg har gjort anf. St. S. 263; Spørgesætningen angaaer jo som et Spørgsmaal om Aarsagen (ligesom Odyss. V, 339 f.) i Virkeligheden et Forhold, der maa tænkes at ligge forud baade for Hovedsætningens og Bisætningens Handlingsindhold, og at Bisætningen ikke indeholder en virkelig given Kjendsgjerning, men kun Noget, man troer at kunne slutte af det factisk Foreliggende, haves der ogsaa ellers Exempler paa, som naar i Begyndelsen af Oehlenschlägers Aly og Gulhyndy Vandhenteren tilraaber Aly, som han finder sovende ved den giftige Kilde: Ulyksalige! er I kied af jert Liv, siden I paa saa letsindig en Maade vil ende det? En Forestillingscombination, der vilde frembyde idetmindste nogen Analogi med den i det homeriske Sted, hvis det skulde høre herhen, troer jeg at have fundet et Exempel paa i Grundtvig, Danm. gl. Folkev. 70 B 9, hvor den døde Moder, vækket ved Sønnens Raab, der er saa stærkt, at «der reffner mur och malmerstienn, och biergitt tager thill att falde», udbryder: Huem er dett, mig vecker eller aff mig kalde maa: menn ieg maa icki mett freden lege (2: ligge) op unnder denn sorthe iordt? Den omvendte Forbindelse (Hvem er det, der ikke kan lade mig ligge med Fred i Jorden, siden han saaledes vækker og kalder mig?) kunde der heller ikke indvendes Noget imod, og andre Opskrifter (A 8, C 8, D 7, E8) have ogsaa — hvad der jo i Stedet af Iliaden vilde klare alle Vanskeligheder — et nyt direct Spørgsmaal (maa jeg ikke —?).