Gjensidighedsforholdet mellem Grund og Følge. 27 kan Kjendsgjerningen ogsaa knyttes til Spørgsmaalet i Form af en Relativsætning, enten med selve det relative Pronomen ', som Ariįst. Thesm. 1058 σὺ δ᾽ εἶ τίς, ἥτις τοὐμὸν ᾧπκτειρας πάϑος; eller Eur. Med. 1129 ff. τί φής; φρονεῖς μὲν dov zoù μαίνει, γύναι, ἥτις τυράννων ἑστίαν ἠκισμένην χαίρεις κλύουσα zoù φοβεῖ τὰ τοιάδε; --- man vil lægge Mærke til den Aarsagsforholdet fremhævende ubestemte Form af Pronominet” — eller ved et relativt Beskaffenhedsadjectiv, som Eur. Herc. fur. 816 f. ἄρ᾽ εἰς τὸν αὐτὸν πίτυλον ἥκομεν φόβου, γέροντες, οἷον φάσμ᾽ ὑπὲο δόμων ὁρῶ; (sml. Iliad. XVII, 469 ff.), eller et relativt Maadesadverbium, som Iliad. XXIV, 387 f. τίς δὲ σύ ἐσσι, φέοιστε, τέων δ᾽ ἔξεσσι τοκήων, ὥς μοι καλὰ τὸν οἶτον ἀπότμον παιδὸς vones; (sml. Odyss. IV, 371 1). For det Tredie kan Kjendsgjerningén føies til i Form af et Participium, som Plat. Symp. 174 A, hvor der berettes, at Aristodemos, da han mødte Sokrates λελουμένον te καὶ τὰς βλαύτας ὑποδεδεμένον, spurgte ham, ὅποι ἴοι οὕτω καλὸς γεγενημένος Ὁ: hvor han skulde hen, siden han var saa pyntet, eller, hvis jeg tør tillade mig ogsaa at indblande et Sted af en senere Forfatter, Diog. Laërt. VII, 168, hvor der fortælles, at Stoikeren Kleanthes, som om Natten bar Vand i Haverne, medens han om Dagen studerede Philosophi, blev ført for Retten λόγους δώσοντα, πόϑεν èS τοσοῦτον εὐέκτης ὧν διαζῇ ο: hvoraf han levede, siden han var ved saa godt Ηὰ]ὰ. Og endelig for det Fjerde kunne Grækerne give selve Spørgesætningen participial Form og saaledes gjøre den til Bibestemmelse og Betegnelsen af den givne Kjendsgjerning til Hovedsætning, som naar Charmides Xen. Mem. III, 7, 3 spørger Sokrates, 1 Sml. Holberg, Philos. Udi Egen Indbildn. 1, 3: mon Manden er gall eller døv, der ikke agter, hvad Folk taler? ? Dog forekommer ogsaa det blotte ὅς (Iliad. XV, 247; sml. Madv. Synt. d. gr. Spr. § 105 d Slutn.), og jeg seer da heller ingen Nødvendighed for at opfatte ő Iliad. XXI, 150 anderledes (Capelle S. 195, Pfudel S. 37 tage det med La Roche, Hom. Stud. S. 75 — őr). 3 Til at opfatte dette ὡς eller οἷον som blot exclamativt seer jeg ingen Anledning; snarere endda Eur. Iph. Taur. 660 τίς ἐστιν ἣ νεᾶνις; ὡς Ελληνικῶς ἀνήρεϑ᾽ ἡμᾶς τούς τ᾽ ἐν ᾿Ιλίῳ πόνους zté., dog behøves det vel heller ikke der.