34 C. P. Christensen Schmidt: fungere i alle de paagjældende Sprog, men som Følgesætning kun i nogle af dem. Denne Betragtning udelukker selvfølgeligt ikke Muligheden af, at i de Sprog, hvor Udsagnsbisætningen kan have begge Functioner, ogsaa den consecutive Form af Bisætningsforestillingen vil kunne deels frembringe ganske den samme Form af Bisætning, deels i alt Fald gjøre sig meer eller -mindre gjældende ligeoverfor den færdige og traditionelt tilegnede Sætningsforbindelse, saa at der i dem vil kunne indtræde en vis Usikkerhed og Ubestemthed i den sproglige Praxis, baade hvad Intention og Opfattelse angaaer, ja at i saadanne Sprog Aarsagsforestillingen i større eller mindre Udstrækning vil kunne trække sig tilbage til Fordel for Følgeforestillingen fra denne blot ubestemt antydende Form af Forbindelsen til de andre mere tydeligt udprægede Former med specielle Causalconjunctioner i Bisætningen. En saadan Dobbelthed og maaskee Bevægelighed i Forestillingen om Bisætningens Relationsform maa der først og fremmest indrømmes at være Betingelser for i vort eget Modersmaal og overhovedet i de moderne skandinaviske og germaniske Sprog, thi i dem kan den simple indicativiske Udsagnsbisætning lige godt fungere som Aarsags- og som Følgesæining, og naar altsaa W. Grimm i 2det Bd. af «Deutsches Wörterb.» S. 817 henfører det paagjældende dasz i et Sted af Gellert (was hat er dir denn gethan, dasz du ihm diese ehre nicht erweisest?) til «dasz in sätzen, welche folge und wirkung ausdrücken», da er det ganske vist meget muligt, at Bisætningen her for Forfatteren virkelig har staaet som en Følgesætning. Men der er ogsaa, om ikke større, saa dog fuldkomment lige saa stor Mulighed for, at han kan have meent den som Causalsætning; og at den ved Henførelsen til den consecutive Relationsform er, om ikke urigtigt, saa dog i alt Fald utilstrækkeligt charakteriseret, det fremgaaer tydeligt af, at et Sted af Keisersberg, der ikke adskiller sig fra det nysnævnte ved nogetsomhelst Andet end ved Hovedsætningens ikke spørgende, men udsigende Form (was lobst du mich? ich mein, du wöllest mich verkaufen, das du mich mir lobest), er opført under det causale dasz. Omsætte vi i dette Sted Hovedsætningen til spørgende Form (willst du mich etwa verkaufen, dasz —?), bliver Forbindelsen fuldstændig