Gjensidighedsforholdet mellem Grund og Følge. 35 eensartet med den anden, og er altsaa Bisætningen hos Keisersberg en Causalsætning, hvad der ikke synes at være Grund til at tvivle om, da vil det vel dog være naturligst at charakterisere den tilsvarende hos Gellert i alt Fald principaliter paa samme Maade’. Og lignende Experimenter kunne vi anstille paa Dansk, ligesom man ogsaa kan finde αἵ og specielle Causalconjunctioner i ganske sideordnet Forbindelse”, saa at det i Betragtning af samtlige foreliggende Analogier dog synes at være det meest Correcte, ogsaa i de moderne Sprog at gaae ud fra den causale Forestillingsform som den nærmestliggende og fastholde den, saalænge der ikke i Bisætningens Form træde Momenter til, der mere bestemt tyde paa consecutiv Opfattelse. (Sluttes.) Efter W. Grimms Behandling af dette gellertske dasz at dømme synes for hans Vedkommende Aarsagsforestillingen i den her omhandlede Forestillingscomplex virkeligt, som jeg ovenfor sagde, at have trukket sig (i alt Fald momentant) aldeles tilbage til Fordeel for Følgeforestillingen fra denne Form af Forbindelsen til andre mere bestemt udprægede. Det samme er øiensynligt Tilfældet med Pfudel, som med fuldkommen correct Opfattelse af det græske ὅτε i lignende Forbindelser som causalt Beitr. S. 37 Anm. betegner Voss’s Oversættelse af dette ὅτε ved dasz som «ungenau» og holder Düntzers Anvendelse af samme Gjengivelse «in einer Schulausgabe für sehr bedenklich, da der Schüler leicht zu dem Glauben verleitet werden könnte, dass ὅτε hier . . consecutive Bedeutung hat». ? Saaledes lyder i Chr. Pedersens Oversættelse af Davids Psalter Ps. 8, 5: Huad er mennisken at du kommer hannem i hw eller menniskens søn men dw søger hannem, og Ps. 114, 5: Hwad skadde dig strand men dw saa flyde eller dig iordan at dw vende dig om igen. Til men svarer her i den latinske Vulgata henholdsviis quoniam og quod, og til at henholdsviis quod og quia, intetsteds ut, og lige saa lidt Ps. 144, 3: Herre huad er mennisken ath dw det kender eller menniskens søn ath dw hannem acter (quia). Ogsaa de gamle Oversættere af Henr. Susos Horologium æternæ sapientiæ& (Brandt, Klosterlæsn. 1, 1) og Thom. ἃ Kempis’ Traktat de imitatione Christi (udg. af F. Rønning) gjengive ved saadant at ikke blot conjunctiviske Sætninger med ut (som H. S. 52, 20, T. K. 147, 12; 164, 3; 182, 15; 187, 5), men ogsaa indicativiske Sætninger med quod (H. S. 24, 19, T. K. 147, 10), quia (H. S. 29, 22) eller det relative Pronomen (H. 5. 188, 27, T. K. 138, 16), altsaa Sætninger af utvivlsom ikke-consecutiv Charakteer. 3*