Gives der fremskridt i sprogene? En antikritik. I sidste hefte af dette tidsskrift (n. r. X, s. 292 f.) har hr. prof. H. Møller gjort min disputats Studier over engelske kasus til genstand for en lang og indgående anmeldelse af den art, som enhver, især ung, forfatter må være glad og taknemlig for. Til glæden over at se sit arbejde studeret med så stor opmærksomhed og fundet værdigt til en så udførlig drøftelse kommer nemlig her på grund af anmeldelsens grundighed den følelse, at der i den så omtrent er samlet alle de indvendinger, der overhovedet kan göres af en sagkyndig modstander. Hvis man altså tror at kunne gendrive disse indvendinger, opnår man derved en beroligende følelse af, at ens teorier måske også i fremtiden kan stå deres prøve. Jeg skal her forsøge at imødegå min ærede kritikers betragtninger over mit indledende afsnit Fremskridt i sproget (0gså udkommet særskilt); hvad der er sagt om de specielt engelske afsnit, vil der måske blive lejlighed til at drøfte andetsteds. Min hovedteori var denne: i det hele og store går sprogene stadig frem, så at de blir fuldkomnere udtryksmidler for menneskelige tanker. For at vise dette foretog jeg en vurdering af ældre og yngre trin af samme -sprog ved at sammenstille karakteristiske træk af deres bygning. Anmelderens stilling overfor en sådan vurdering er ikke ganske klar. Mange steder taler han, som om han gav mig ret i, at en sådan vurdering kan foretages, ja endogså i den målestok, jeg anlægger. Således, når han s. 293 siger, at i det hele og store er mit resultat rigtigt, når han s. 294 priser korthed som en fordel ved flexion og s. 296 «selvfølgelig» er enig med mig i, at det er en vinding, når uregelmæssigheder bortfalder. Men andre steder ser det ud, som om det kun var af artighed mod mig, at han overhovedet gik ind på min idé om, at der i sprogets verden kan tales om noget bedre eller