Otto Jespersen: Gives der fremskridt i sprogene? 37 ringere; s. 295: «I virkeligheden kan for de talende menneskers tarv synthetiske og analytiske former være lige gode»; s. 296: «for mig gives der ikke noget absolut bedste sprog, d. v. s. noget, der absolut lettest kan udtrykke tanken. Set fra mit standpunkt er kinesisk det bedste (det sprog, der lettest udtrykker tanken) for Kinesere, engelsk for Englændere, dansk for Danske». Efterat anm. altså med stor interesse har drøftet forskellige sprogmidlers indbyrdes værd, afskærer han egentlig diskussionen som örkesløs; han trækker sig tilbage med et «Det hele er ligegyldigt; det er hip som hap altsammen!» I modsætning hertil må jeg fastholde det berettigede i en vurderende sammenligning af sprog; men det vigtigste er dog for mig ikke en sammenligning af sprog, der står hinanden så fjernt som kinesisk og dansk (sml. mine udtryk § 49: Udviklingsmulighederne i sprogene er så mangfoldige . . . at det blir næsten umuligt at sammenligne sprog af forskellig stamme), men derimod ældre og yngre trin af samme sprog eller dog nærbeslægtede sprog. Her har man faste holdepunkter og kan vente at nå resultater af sproghistorisk rækkevidde. En af de værdimålere, jeg anvendte, var det åndelige arbejde, der er forbundet med at lære og med at bruge et indviklet sprog med mange vanskelige former i modsætning til et simplere system. Her møder jeg igen en lignende halvhed (eller skal jeg kalde det dobbelthed?) som ovenfor i anm.s standpunkt. Först siges det, at «sådant et åndeligt arbejde i barnets förste leveår vistnok ikke skader det mindste og ikke gör barnet mindre dygtigt til andet åndeligt arbejde. Måske tvertimod.»' Heri ligger jo dog en forudsætning om, at der er et arbejde forbundet med at ! Anm. fortsætter: «Man har ikke hørt, at de kinesiske börn er mere opvakte eller i anden retning dygtigere end europæiske.» Skulde man ikke derefter tro, at jeg havde stillet kinesisk sprog meget betydeligt höjere end moderne vesteuropæiske? Som ovf. bemærket holder jeg ikke rigtig af sådanne sammenstillinger af ikke fuldt kommensurable sprog; men ingen har dog kunnet få andet ud af mit skrift, end at jeg vilde stille de nævnte sprog temmelig nær hinanden i en sproglig rangforordning; og skulde prof. M.s sætning ha været rigtig knusende for min synsmåde, mätte han ha formuleret den omtrent säledes: «Man har ikke hørt, at de engelske börn er mere opvakte eller i anden retning dygtigere end de urgermanske var (eller kineserunger dygtigere end små zulukaffere).» Men en sådan formulering har han af gode grunde ikke kunnet gi sin sætning.