38 Otto Jespersen: lære et sprog, et arbejde, der selvfølgelig blir större, jo sværere sproget er. Men lige efter synes anm. selv at benægte denne forudsætning, idet han går ud fra, at to börn af forskellig nationalitet lige let lærer deres respektive sprog, og på næste side, hvor der tales om visse vanskeligheder, der føles af den fremmede, der lærer et andet sprog, siges der: «Om noget betydeligt arbejde for det danske barn, der lærer sproget, kan der selvfølgelig: ikke være tale.» Det er ikke morsomt i en debat at støde på ordet <«selvfølgelig», når man selv er af den stik modsatte mening. Jeg mener virkelig, at det for barnet er et arbejde, der ikke bør undervurderes, at lære alle et sprogs lunefuldheder og vilkårligheder, og det ikke alene i formlæren, hvor prof. Meøller nok vil indrömme det, men også på alle mulige andre områder. Den, der opmærksomt vil lytte til börns tale, vil nemlig ikke blot lægge mærke til sådanne iöjnefaldende fejl som gal böjning af uregelmæssige verber, men også til forkerte ordstillinger og sætningsdannelser, urigtige ordbetydninger, anvendelse af andre præpositioner end de voxnes sprogbrug fordrer osv., altsammen tegn på, at det virkelig er bryderi at lære et sprog, selv for den, der voxer op under de gunstigste betingelser for det. Og at dette bryderi er större ved et sprog med indviklet bygning og mange undtagelser fra reglerne o. dsl., det kan der for mig ikke være nogen tvivl om. Ja, jeg vil endog gå videre og udtale det, som min ærede modstander (s. 296 øv.) forudsætter, at jeg umuligt kan mene, nemlig at benyttelsen af et sprog også repræsenterer et åndeligt arbejde for den indfødte voxne. At han ikke under normale forhold blir sig dette arbejde bevidst, beviser naturligvis ikke noget imod denne opfattelses rigtighed; men for den taler det, at når man er rigtig for alvor åndelig træt, kan man næsten ikke frigöre sig for allehånde sproglige forsyndelser mod ordenes kön og böjning, man kommer hvert öjeblik til at «forsnakke sig» og behersker kort sagt ikke sproget så fuldkomment som ellers. Også har jeg gjort den erfaring med mig selv, at når jeg taler om et æmne, som jeg ikke ret har gennemtænkt, men som kræver anspændt tænken, så sluger selve tankearbejdet så meget af min åndelige energi, at der ikke blir nok tilovers til det sproglige arbejde, hvorfor jeg til min ærgrelse begår den ene sprogfejl efter den anden og endog kan komme [1] at böje de almindeligste stærke verber regelmæssigt. Det samme tror jeg at ha sporet hos andre. En virtuos kan indøve et musikstykke så grundigt,