Gives der fremskridt i sprogene? 39 at det tilsidst «sidder ham i fingrene», så at han rent mekanisk kan spille det uden at blive sig nogen anstrengelse bevidst; men at det alligevel kræver et ikke helt ubetydeligt åndsarbejde, viser sig i, at der kan være tider, hvor han ikke er «oplagt» og derfor slår fejl den ene gang efter den anden. Det er netop ud fra sådanne betragtninger — hvori jeg formener, at vor tids experimentalpsykologer vil gi mig ret — at jeg foretrækker yngre sprogtrins simplere og konsekventere udtryksmåder for de ældre sprogs indviklede flexion. Men, indvendes der nu mod mig (293): jeg er ikke retfærdig overfor flexionen; jeg lar al skyggen falde på flexionen, alt lyset på flexionsfrihed, stundom også på agglutinationen. Og min ærede anmelder fremhæver da forskellige fordele, som findes ved flexion. «Der gives ikke noget, der kan være kortere end flexion i sådanne tilfælde, hvor det drejer sig. om ét flekteret ord uden videre kongruensfølger.» Nej, ganske vist; men der er jo ikke tale om at sammenligne enkelte sætninger i det ene sprog med tilsvarende i det andet, men derimod om sprogenes karakter i det hele. Og så kan det vel ikke nægtes, at da man i reglen ikke taler i enkelte ord, men langt hyppigere har længere forbindelser ať sammenhængende ord, vil altså de kongruensfordrende sprog ikke vise sig til deres fordel. Ved min omtale af de mindre heldige egenskaber i flexionssprog har jeg udtrykkelig (s. 14 anm.) udtalt, at jeg ikke talte om, hvad der lod sig udlede af en definition på böjning, men om, hvad der faktisk viser sig i de ældre sprog af vor sprogæt. Men i sit forsvar for flexion er prof. M. ikke så realistisk; han forsvarer egentlig intet i virkeligheden existerende sprog, men et idealt tungemâål, hvor uregelmæssigheder og kongruensvidtløftigheder er bortfaldne, så at samme forhold altid betegnes ved samme middel og kun én gang (s. 296: «denne simplificering forudsat finder jeg flexion bedre»; s. 297: «forudsat også her, at det samme forhold altid kan betegnes ens»). Hertil kan jeg kun svare, at et sådant idealt sprog vist kun existerer i ivrige volapükisters eller spelinisters fantasi; kan det imidlertid påvises blandt ældre böjningssprog, og kan det påvises, at der senere ud af det har udviklet sig sprog af mere uregelmæssig og kluntet bygning — ja så får jeg vel opgive min hovedtesis; men för gör jeg det ikke. «Jo længer tilbage i tiden vi går, des flere undtagelser og anomalier støder vi på.» Det kan dog næppe betragtes som en