40 Otto Jespersen: Gives der fremskridt i sprogene? gendrivelse af denne min sætning, at mange uregelmæssigheder i yngre sprog er opståede af ældre regelmæssige dannelser (s. 301). Ti selv om nogle nye uregelmæssigheder træder til, er der dog i de sprog, jeg kender noget til, i tidernes løb ad den ene og ad den anden vej bortfaldet så mange fler af de ældre anomalier, at der er et betydeligt minus til rest; der er derfor ikke tale om, at «regelmæssighed, uregelmæssighed og atter regelmæssighed veksler, som alt det andet, i kredsløb». Det samme kredsløbsresultat kommer anm. også til s. 295 og 300, det ene sted «sammenfiltring (og derimod flexion), analyse, atter sammensmeltning», og det andet sted först flexionsløs analyse, så agglutination, derpå flexion og så igen flexionsløshed. Men også her når han dette resultat kun ved at se på enkeltheder, ikke på sprogbygningen i det hele; denne viser i de sprog, hvor vi historisk kan eftervise en væsentlig karakterskiften, overalt flexion, syntese, anomali som det ældre, flexionsfrihed, analyse, regelmæssighed som det yngre. Denne kendsgerning må vi böje os for, selv om abstrakt ræsonneren fører os til at tro, at «alt, hvad der er syntese, kan ikke være noget oprindeligt. » « Flexion, siger vor forf. s. 299, kan umuligt være noget oprindeligt, vi ser jo tildels flexion opstå for vore öjne: enhver flexion er fremgået af en ældre tilstand, der kunde kaldes agglutination.» Dermed er udtalt den almindelige, man kunde fristes til at sige ortodoxe lære; jeg har i min bog udtalt og antydet skepsis overfor den, og jeg er ikke kommen bort fra mit kætteri. Læren støttes (foruden på aprioriske betragtninger) på tre—fire bekendte dannelser: den nordiske passiv og efterhængte artikel, det romanske futurum. Disse anføres i alle sprogvidenskabelige værker, også hos min anmelder, og der er vel næppe såmange flere af samme art, da de vel så også vilde blive nævnte. Men disse få tilfælde vejer dog ikke op mod de hundreder af tilfælde, hvor vi ser den ældre flexion vige for analytiske udtryksmåder; og de er da i hvert tilfælde ikke tilstrækkelige til at retfærdiggøre en induktionsslutning om, at «enhver» flexion er opstået af agglutination, der igen skal stamme fra noget som isolation. Denne slutning er så meget mere uberettiget, som vi jo i de nævnte tilfælde slet ikke ser flexion voxe ud af egentlig agglutination eller af flexionsløshed, men blot ny flexion voxe op på gammel fiexionsbund: de konstituerende elementer er jo fuldt flexiviske. — Jeg skal for øvrigt ikke her gentage mine bemærkninger fra Frskr. s. 36 om böjningsmidlers opståen, men blot tilföje, at jeg