Om Gjensidighedsforholdet mellem Grund og Følge og de sproglige Vidnesbyrd derom i visse, nærmest græske, Sætningsforbindelser. Af C. P. Christensen Schmidt. (Sluttet.) Ligesom vort aft og det tydske dasz have dernæst oldn. er og goth. οἱ i alt Fald tydeligt udtalte Tendentser i Retning ogsaa af consecutiv Betydningsnuance; men i denne Forbindelse synes den oldnordiske Partikel naturligst at opfattes og gjennemgaaende ogsaa a! være opfattet som Causalconjunction’, og den gothiske er jo temmelig tydeligt bestemt som saadan ved, at den af samme Oversætter i samme Context bruges aldeles i Flæng med det utvivlsomt causale unte, ja egentlig allerede ved, at den overalt er en ligefrem Gjengivelse af det græske ὅτι. Gaae vi nemlig til Slutning igjen tilbage til dette græske ὅτι og det dermed ganske sideordnede latinske quod med Indicativ (det indiske yad maa jeg lade Andre om), da kan der jo ved dem slet ikke være Tale om, at Bisætningen overhovedet skulde kunne være en Følgesætning, og vil man altsaa her see Forholdet mellem Sætningerne betegnet ikke fra den logiske Side som causalt, men fra den. reale Side som consecutivt Forhold, da vil man kun kunne komme dertil ved en Opfattelse, hvorefter i disse Sprog ikke engang Sætningsforbindelsens ydre syntaktiske Schema vilde blive det samme som i de nordiske og germaniske, nemlig ved at opfatte ὅτε og quod i denne Forbindelse ikke 1 Selvfølgeligt tænker jeg her ikke paa saadanne Tilfælde, hvor der forud for Bisætningen gaaer et Demonstrativpronomen, som f. Ex. i Snorres Heimskringla (Ungers Udg.) S. 481, 17 f.: Hvat dreymdi þik, konungr! þess er þèr þykkir svá mikil missa í, er þú vaknařir eigi sjálfr? At saadant er ikke kan være causalt, behøver vel ikke at siges. For de her omhandlede Sætningsforbindelsers Vedkommende derimod kan sammenlignes Lund, Oldn. Ordføjn. § 129 Anm. 2, hvor ogsaa det forhen anførte Sted Brynh. 5 er benyttet som Exempel. Nord. tidsskr. f. filol. 3die række. I. 4