50 | C. P. Christensen Schmidt: som Conjunctioner, men som relative Adverbier i Betydningen hvorfor, en Opfattelse, som der er Spor af hos C. M. Zander i hans Afhandling om quod og id quod i Examensprogrammet for Karolinska Katedral-Skolan i Lund 1885 S. 13, skjøndt han rigtignok ikke gaaer nærmere ind paa selve den her omhandlede Sætningsforbindelse, men kun lige tangerer den ved at henvise til det føromtalte Sted af Rigveda, og i det Hele snarest maa siges at udtale sig temmelig indifferent om de paagjældende Bisætningsords syntaktiske Function. Men denne Forklaring, som jo forøvrigt efter almindelig Vedtægt paa Græsk vilde medføre Skrivemaaden ὅ τὶ eller őt (med Diastole), vilde som sagt allerede være mislig af den Grund, at den ikke lader sig applicere paa de nordiske og germaniske Sprog, thi i dem vil man vel neppe kunne paastaae, at det Ord, der anvendes som Relativconjunction, ogsaa kan fungere som causalt relativt Pronominaladverbium; men der kan ogsaa bortseet derfra anføres vægtige Grunde imod den. Vistnok findes der baade paa Græsk og paa Latin Former af denne Forbindelse med et decideret /vorfor i Bisætningen. Paa Græsk finde vi saaledes δ ő Plat. R. publ. 473 B (sml. 429 A), år” ὅτου Lys. XII, 2 og Lucian. Toxar. 3 (ligesom ved negtende Hovedsætning Eur. Alc. 247) og den blotte Genitiv af det relative Pronomen Eur. Herc. fur. 1114; men at ogsaa ὅ τὶ kan bruges paa denne Maade, trænger, som jeg ved en tidligere Leilighed har paaviist”, i allerhøieste Grad til Beviis eller lader sig rettere sagt overhovedet ikke bevise. Og i Latin kommer der endnu een betænkelig Omstændighed til: hvor jeg der har truffet et tydeligt /rworfor i denne Forbindelse (i Former som cur, qua causa, quamobrem, quapropter), har jeg nemlig i alt Fald hidtil kun mødt det med 1 Ogsaa δι ὅ τι Lucian. Dial. Deor. 2, 1 er det vel sikkrest at regne herhen, skjøndt det i Udgaverne sædvanligt skrives διότι 1 eet Ord, altsaa = ὅτι, og skjøndt jeg rigtignok ellers af Lukian ikke veed at anføre noget Exempel paa et relativt ð ő τὶ i lignende Sammenhæng, medđens han særdeles hyppigt bruger διότε som Causalconjunction; thi paa den anden Side har Lukian, saavidt jeg veed, heller ikke utvivlsomme Causalconjunctioner i den her omhandlede Forbindelse, hvorimod han som sagt Toxar. 3 har åv0’ ὅτου, altsaa el utvivlsomt /vorfor. ? Nord. tidskr. f. filol, n. r. Vill S. 259 ff.